
Ukrainsk stjerne anklager polakker for snyd
Tirsdag gik Monte hele vejen i European Pro League Sæson 6, hvor de i finalen besejrede polske PALOMA, der indtil for en uge siden tørnede ud som Permitta.
Men der er bestemt ikke ubetinget glæde i Monte-lejren efter finalesejren.
En af holdets store navne, ukrainske sdy som sidste år tørnede ud for NAVI, langer nemlig hårdt ud efter modstanderholdet, som han anklager for urent trav.
På Twitter går den 25-årige ukrainer direkte ud og fraråder turneringsarrangører at invitere det polske mandskab, fordi de efter hans opfattelse snyder.
Vi vandt European Pro League, så nu kan jeg endelig skrive det her.
Jer turneringsarrangører bør aldrig invitere PALOMA/Permitta-holdet til jeres turnering. Hvis I kigger på deres demoer er det tydeligt for enhver, at de snyder. Jeg håber, jeg aldrig skal spille mod dem igen, skriver sdy blandt andet på Twitter.
PALOMA ligger i skrivende stund nummer 61 i verden og var blandt andet med i play-in-fasen til IEM Katowice i februar under navnet Permitta. Siden 1. marts har de dog tørnet ud som PALOMA, og til European Pro League var de blandt de inviterede til turneringen.
Her sendte de blandt andre Astralis Talent og 00Prospects ud, inden MOUZ NXT blev slået i den såkaldte consolidation-finale, så de kom i finalen mod Monte.
Trods eventuel snyd var Monte dog bedst i finalen, hvor de tog en 3-0-sejr.
Foruden sine tweets har sdy også lagt et par klip op, hvor PALOMA-mandskabet angiveligt skulle snyde.