
Sprout taber til 35-årig
refrezh blev slået af en legende ved ESL Challenger League Season 42 Europe i gruppe D's vinderkamp. hooch vandt sin første større turnering som spiller i 2005, da han vandt det russiske nationalmesterskab for Virtus.pro i Counter-Strike 1.6.
Den lange karriere som spiller stoppede i 2018 hos EPG. Siden har han arbejdet som analytiker og senere som coach, hvor den store succes kom med hans nuværende hold, Entropiq.
Fredag gjorde han midlertidigt comeback som spiller, da han spillede en hel Bo3 mod danskerholdet Sprout i den faste spiller Forester's sted.
Entropiq har for nylig valgt at sætte hele holdet til salg, efter to missede majors og logistiske problemer med at have et russisk hold efter invasionen af Ukraine.
Det betyder dog ikke, at man kan undervurdere holdet, som Sprout også fandt ud af fredag aften.
Nederlaget betyder ikke, at Sprout er ude af turneringen. De skal på serveren kl. 19:00 i aften i en kamp mod K23 om at gå videre til slutspillet. Vinderen af ESL Challenger League Season 42 Europe modtager en invitation til ESL Pro League Season 17 Conference, hvor der er pladser til ESL Pro League på spil.
























