
EAC åbner slutspillet i Sverige med kneben sejr
Fredag blev ROG JOURNEY Summer 2026 skudt i gang i Jönköping i Sverige. Hele fredagen stod i gruppespillets tegn.
I alt 10 hold var med i gruppespillet, fordelt på to grupper, hvor de fire bedste fra hver gruppe sikrede sig videre adgang til slutspillet.
Et enkelt dansk hold var med i gruppespillet, nemlig Gaming By Legends, anført af den tidligere Fortress-spiller Bukki, og de formåede at gå videre, så EAC i sidste ende ikke skulle være det eneste danske hold i turneringen.
EAC var i forvejen inviteret direkte til slutspillet sammen med hold som fnatic, Alliance og Metizport, og de skulle i kamp for første gang lørdag formiddag, hvor slutspillet blev skudt i gang.
Her fik EAC en forholdsvis god start på turneringen, da de slog det ukrainske hold Noir Verse i deres første kamp. EAC vandt Ancient med 13-10, inden de fik klø med 6-13 på Nuke, men det slog dem ikke ud af kurs, og de sikrede sig til sidst den samlede sejr med en overtidssejr på decider-mappet Mirage.
Med sejren er EAC klar til upper bracket-kvartfinalen, hvor Metizport venter. Både Metizport, Alliance og fnatic vandt hver deres første kamp uden de store problemer.
Mens EAC formåede at vinde deres første kamp, kunne Gaming By Legends til gengæld ikke gøre dem kunsten efter. De tabte med 0-2 samlet til ukrainske BASEMENT BOYS i deres første kamp og blev dermed henvist til lower bracket, hvor endnu et ukrainsk hold, nemlig Gatorian, venter.
Mere information om og resultater fra turneringen kan findes her.
























