
Sløv start for IGNITE
Det gik ikke helt som Deejay havde ønsket i debutkampen for IGNITE i 1. divisionen.
Mandskabet er nyt, men forventningerne er høje hos organisationen, der normalt spiller med i den sjove ende af 1. divisionen.
Noget tyder på, at holdet lige skal spilles varmt her i starten af den 20. sæson.
Der var i hvert fald ikke meget at juble over, da IGNITE mødte Bricksports i deres åbningskamp.
Kun tre runder blev det til på Inferno for IGNITE, hvor det kun var AWP'eren wolflaz, der skød mere end ti personer i løbet af kampen.
Bricksports startede aftenen ud med en tæt sejr over SASHI på 16-14.
Det bringer murstenene til tops i førstedivisionen sammen med Struggletony, da begge hold har vundet to ud af to kampe.
Der blev også spillet en enkelt kamp i POWER Ligaen i løbet af aftenen.
Det var oprykkerne fra Fjerritslev Gymnasium, der tog imod New Generation.
Her vandt Fjerritslev Gymnasium 16-14, der har fået en god start på sæsonen med to sejre i tre kampe.
Det bringer FG op på en førsteplads i ligaen efter de to første spilleuger.