
NaVi sejrer: Klar til Champions Stage
NaVi er klar til Avicii Arena og Champions Stage af majoren.
Det står klart, efter at de komfortabelt sejrede mod de svenske ninjaer søndag aften.
Kampen var, med rette, blevet hypet op på forhånd, da det var nummer et og to i verden, der mødtes i direkte duel, men det blev hurtigt tydeligt, at der er klasseforskel på de to mandskaber.
Opgøret startede på Nuke, valgt af NaVi, hvor det i lang tid lignede en kamp, der ville blive tæt. NaVi gik nemlig til pausen med en beskeden 8-7-føring, men herefter tog det fart. s1mple ville gerne have overstået tingene i en fart og med en rating på 2.41 i 2. halvleg, viste han, hvorfor han af de fleste betragtes som verdens bedste.
NaVi vandt Nuke med 16-9.
Efterfølgende stod den på NIP's eget mappick, Overpass, men igen var der stor forskel på kvaliteten af de to mandskaber. NaVi gik således til pausen med en 11-4-føring og cementerede efterfølgende mappet med en 16-9-sejr.
Særligt B1T spillede på Overpass en brandkamp for russerne, da han brillerede med en rating på 1.70.
For NaVi betyder sejren, at de nu er kvalificeret til Champions Stage i første seed. NIP derimod skal i ilden igen i morgen, hvor de får endnu en chance for at spille sig videre til Avicii Arena sammen med NaVi og G2.





























