
Arvefjendeopgør venter i aften
Gruppespillet i IEM Fall er fortsat i fuld gang, og fredagen byder igen på kampe, hvor vi kommer et skridt nærmere at finde top og bund i hver gruppe.
Aftenen lægger ud i gruppe A, hvor gruppens to tophold skal i kamp. Det er nemlig Copenhagen Flames, der tager imod G2, og dermed får Zyphon mulighed for at slå sit idol.
G2 var nemlig det hold, han så mest frem til at møde, som han fortalte til Dust2.dk i dette interview.
Samtidig skal BIG og FunPlus Phoenix også i kamp, og her kan et nederlag for BIG gøre det særdeles svært at gå videre fra gruppen, da de stadig har point til gode.
Dansk derby i gruppe B
Efter Copenhagen Flames' kamp er det tid til en duel, der efterhånden kan karakteriseres som arvefjendeopgør.
Klokken 20:15 skal Heroic nemlig i ilden med Astralis, og her kan Astralis lægge yderligere afstand til forfølgerne i gruppen. De har indtil videre slået Movistar Riders og Endpoint, mens Heroic blev slået af Sinners i torsdagens kamp.
Derfor er Heroic lige nu uden for slutspilspladserne i gruppen, men meget kan som bekendt stadig ske.
De seneste fem opgør kampe mellem Danmarks to bedste mandskaber er endt med Heroic-sejr tre gange. Seneste Astralis-sejr var dog på LAN til IEM Cologne, og da aftenens kamp ligeledes er på LAN, kan det tale i Astralis' favør.
Aftenen rundes af i gruppe D, hvor NIP og SKADE krydser klinger, mens FaZe skal forsøge at rejse sig fra torsdagens nederlag til NIP. Det skal de mod DBL PONEY klokken 22:45.
Alle kampene vises på ESL's tre streams, som kan findes herunder:
- 19:00 - BIG vs. FunPlus Phoenix
- 20:15 - Astralis vs. Heroic
- 21:30 - Vitality vs. OG
- 22:45 - SKADE vs. NIP
- 19:00 - Copenhagen Flames vs. G2
- 20:15 - Complexity vs. Movistar Riders
- 21:30 - Sprout vs. Dignitas
- 22:45 - FaZe vs. DBL PONEY
- 19:00 - mousesports vs. AURA
- 20:15 - Sinners vs. Endpoint
- 21:30 - ENCE vs. MAD Lions
- 22:45 - fnatic vs. Fiend




















