
Astralis sejrer efter overtidsdrama
Astralis fik en sand drømmestart på IEM Cologne, da holdet netop har besejret FaZe og landsmanden karrigan.
Første map bød på Dust2, og her var det et kampklar Astralis, der var mødt op på serveren. Danskerne kom nemlig hurtigt i føring med hele 11-4, og det lignede derfor længe en klar dansk sejr.
Efter sideskiftet kom FaZe dog for alvor tilbage i kampen, da de vandt otte runder i streg. I sidste ende var det dog alligevel ikke nok til at stoppe en brandvarm Magisk, som hurtigt fik lukket mappet med stillingen 16-13 og en rating på 1.46.
Herefter skulle holdene i aktion på Nuke, og her var rollerne byttet fuldstændig rundt. Her var det nemlig FaZe, der kom foran med 11-4, ikke mindst på grund af den svenske legende olofmeister, som virkelig brillerede på serveren.
Herefter formåede Astralis dog at levere et sandt comeback, og fik tvunget kampen ud i ikke blot en eller to, men hele tre gange overtid. Her var det da også in-game leaderen gla1ve selv, der fik ledt Astralis til sejr med intet mindre end 39 kills.

Sejren betyder, at Astralis fortsætter videre til upperbracket-semifinalen, som spilles i morgen klokken 20:00. Denne kamp kan gå hen og blive et ægte danskerderby, men det kræver dog at Heroic slår Spirit, som de i skrivende stund er i duel med.

























