
Året der gik: Snyd, udelukkelse og talentsatsninger
Oktober måned så flere danske holds succesfulde rejse mod toppen, men november blev en smule anderledes.
Her var der nemlig atter drama på programmet - både i udlandet og inden for vort eget kongerige.
Snyderi i fnatic-lejren - eller hvad?
Der var dømt drama på den svenske CS:GO-scene, da den tredobbelte Major-vinder og nuværende fnatic-spiller flusha blev fundet skyldig i en sag om skatteunddragelse.
Dette skete helt tilbage i 2015, hvor den svenske stjerne ifølge dommen ikke indberettede lidt over 1 million svenske kroner til de svenske skattemyndigheder.
flusha undgik med nød og næppe en fængselsdom på fire måneder, og skal i stedet aftjene 120 timers samfundstjeneste, samt betale den manglende skat plus en merskat.
Det var dog ikke kun flusha, der blev taget for snyderi i november. Også holdkammeraten KRIMZ fik en straf, men denne var dog i spillet frem for i virkeligheden.
Her fik KRIMZ nemlig tildelt et VAC ban, hvilket han selv var ganske uforstående over for. Det viste sig dog også hurtigt, at det var Esportals Anti-Cheat-klient, der var skyld i den uberettigede udelukkelse, som senere blev fjernet igen.
Op- og nedture i Elgiganten Ligaen
Hjemme i Danmark forekom tingene lidt mere udramatiske - skulle man i hvert fald tro. Her lakkede Elgiganten Ligaen mod enden, men inden der skulle findes en vinder, var der dømt drama i semifinalen.
Her tabte Sørby Flames nemlig ganske stort på andet map, hvilket fik op til flere spillere og coaches til tasterne på Twitter med beskyldninger om, at holdet skulle have tabt med vilje.
Som følge af dette igangsatte Dust2.dk en undersøgelse af spillerne, som i sidste ende resulterede i en udelukkelse på ét år til thamlike, mens de resterende spillere - BERRY, Skodo, Zyphon og Gnøffe - modtog en advarsel.
I sidste ende sluttede Elgiganten Ligaen da også på ganske overraskende vis. Det var nemlig ikke én af favoritterne, der løb med sejren, som de fleste nok havde forventet.
I stedet var det et storspillende Tricked, der slog både AGF og Copenhagen Flames på deres vej mod sejren. Holdet er altså nu regerende mestre i Elgiganten Ligaen, hvori de skal forsøge at forsvare tronen i næste sæson, som starter den 11. januar.
Nye ansigter i North
Også i North skete der ganske overraskende ting og sager. Her kunne organisationen nemlig melde ud, at de havde valgt at bænke MSL og aizy.
Her hentede holdet i stedet kristou fra en lejeaftale med samarbejdsklubben AGF, mens også svenske kreaz blev hentet ind på prøve.
Fremover var det altså gade, der skulle svinge taktstokken som holdets in-game leader.
Astralis satser på talenterne
Hos Astralis gik tingene lidt mere fremad. Her annoncerede organisationen nemlig, at de ville udvide med et talenthold, som på sigt skulle blive en potentiel rekrutteringsplatform for A-holdet.
Her havde organisationen desuden ansat vnG, som den ansvarlige for Astralis' talenthold i CS:GO. Kort efter kunne han fortælle, at de havde kig på mere end 50 spillere, som kunne komme til at repræsentere talentholdet.
Selve talentholdet blev annonceret i december - men det kan I læse mere om i morgen.


























