
OPAA udfordrer top 30: "Vi skal nok give dem kamp til stregen"
OPAA-holdet, der deltager i Elgiganten Ligaen som Sørby Flames, tager inden længe hul på semifinalen i den åbne kvalifikation til DreamHack Open November 2020.
De er det sidste danske hold, der fortsat er med i løbet om én plads videre til hovedturneringen, efter x6tence blev slået ud i går.
Danskerne skal møde kvalifikationens højest rangerede mandskab i semfinalen, nemlig russiske Gambit, der ligger lige uden for verdens top 20 med en placering som nummer 21 på HLTVs rangliste.
Gambit-holdet tager sig godt ud i CIS-regionen, hvor de har slået samtlige hold heriblandt Virtus Pro og forZe, hvorfor det er en svær duel, der venter danskerne.
OPAA-spilleren thamlike lægger vægt på vigtigheden af at spille sit eget spil, når man møder et hold som Gambit.
Dertil er det de unge talenter, Zyphon og Gnøffe, der skal brilliere, hvis mandskabet vil gøre sig forhåbninger om at skyde sig i kvalifikationenens finale, mens det også kræver at vetoen flasker sig til danskernes fordel, hvilket thamlike selv forventer.
Det som nok bliver vigtigst mod et hold som gambit, er at vi spiller vores eget spil, og nerverne ikke sidder for meget ude på tøjet. Vi forventer, veto bliver okay ifht. vores egen mappool, så hvis de unge gutter kan levere noget HS, så skal vi nok få chancen for at lave et upset, udtaler thamlike forud for kampstart.
Målet er konsekvent at spille op imod holdene i verdens top 60, hvorfor det er vigtigt for danskerne at bide fra sig og give russerne kamp til stregen, når de støder sammen i en bedst-ud-af-tre.
Gambit er et rigtig godt hold, men hvis vi lige rammer dagen og spiller god CS, så er jeg sikker på, at vi nok skal give dem kamp til stregen, afslutter thamlike.
Om det lykkes mandskabet at spille op imod de rutinerede russere vil vise sig, når klokken slår 16:00.