
MAD Lions får god start på Flashpoint 2
Flashpoint 2 blev skudt i gang i går, men sidste sæsons vinder skulle først i ilden i dag, og det klarede løverne rigtig flot.
roeJ, sjuush og resten af MAD Lions stod over for Dignitas i gruppe A's første kamp, der blev en hurtig affære.
MAD Lions havde nemlig spidset kløerne forud for opgøret, og det kan ikke siges om Dignitas, der havde store problemer mod danskerne. f0rest, friberg og co. nåede faktisk aldrig rigtig at skyde sig ind i opgøret, inden det hele var slut.
De forsøgte at skabe miraklet og komme tilbage fra stillingen 5-15 på sidste map, men MAD Lions havde ikke tænkt sig at smide det hele væk.

MAD Lions er nu klar til gruppens vinderkamp, hvorfra de kan skyde sig videre til slutspillet. De møder enten c0ntact eller fnatic, som er gruppens to andre hold.
Flashpoint 2 består af 12 hold, som er delt ind i tre grupper. De to bedste hold fra hver gruppe går videre til slutspillet, mens treerne og en enkelt fier skal dyste om slutspillets to sidste pladser.
Finalen er skemalagt til den 6. december, og Flashpoint 2 har en samlet præmiepulje på lidt over 6,3 millioner kroner, som de 12 hold kæmper om.



















