
Nye MAD Lions-spillere brillerer mod fnatic i dansk comeback
IEM Beijing-Haidian ser 11 af verdens 15 bedste mandskaber duellere mod hinanden, og danske MAD Lions står derfor over for en svær opgave som turneringens lavest rangerede hold.
For omtrent en måneds tid siden hentede MAD Lions to nye ansigter til holdet, idet refrezh og HooXi skrev under på en kontrakter med den spanske organisation, og i dag viste især førstnævnte, hvorfor valget faldt på netop ham.
Den 22-årige dansker startede sløvt ud på Vertigo, men det kom han efter, da MAD Lions begyndte at vinde runder. Det danske hold vandt 11 runder i streg på CT-siden af Vertigo, og her blev det til hele 17 kills for den unge dansker, som derfor spillede en vigtig rolle i det imponerende comeback.
Det flotte spil fortsatte på Inferno, hvor det atter var den nyindkøbte MAD Lions-spiller, som lå øverst på scoreboardet. Denne gang blev den flotte præstation af refrezh dog ikke til et vundet map, da fnatic vandt 16-14 i kampens sidste runde.
På sidste bane var det dog en anden spiller end refrezh, som var dominerende. Det var i stedet den anden nye spiller, MAD Lions-IGL'en HooXi, som var kampens klart bedste spiller. Med 31 kills og en rating på 1.82 var der nemlig ikke meget at gøre for fnatic-mandskabet, som derfor må se sig slået ud af turneringen.

De danske tropper kan allerede findes i kamp igen på torsdag, når de står over for franske Vitality, der ligger nummer to i verden. fnatic derimod må se sig slået ud af turneringen, hvor det ikke blev til mere end en skuffende sidsteplads.
























