
Astralis er klar til slutspillet
Astralis er klar til slutspillet i Katowice, da det danske mandskab netop har besejret Vitality i upperbracket semifinalen i Gruppe A.
ZywOo og resten af det franske hold startede ellers med at give Astralis kamp til stregen i første del af første map, men en storspillende dupreeh sørgede for, at Astralis gik til pause med en 9-6 føring.
Efter pausen viste Astralis stor klasse på T-siden af Overpass, og det var mere end, Vitality kunne håndtere. 16-9 endte første map i Astralis' favør.
På Vertigo startede Astralis med lyn og torden på T-siden, men det stoppede ved stillingen 6-1, da Vitality fik styr på holdets CT-setups og retakes. Det startede en dominoeffekt af runder til franskmændene, der vandt resten af runderne i første halvleg.
Astralis kæmpede sig tilbage efter pausen, og mappet endte med at blive helt tæt, da scoren var 15-15, da alle 30 runder var spillet.
Holdene kunne ikke blive enige om en vinder i første overtid, og det var først i anden omgang af overtiden, at Astralis-spillerne langt om længe kunne juble over den flotte 2-0 sejr.

Astralis er ikke helt færdige i gruppespillet, da danskerne stadig skal kæmpe for førstepladsen i gruppen, som giver direkte adgang til semifinalen. Her møder danskerne enten NaVi eller fnatic, og taberen bliver nummer to og er klar til kvartfinalen.