
ESL med forsøg på "fan-etikette" til IEM Katowice 2020
Det er en debat der har verseret i årevis; nødvendigheden af lydisolerede båse på scenerne til de store CS:GO turneringer.
Den blev igen aktuel efter ESL Pro League S10 finalerne, hvor Xyp9x angiveligt skulle have brugt informationen fra publikums reaktioner til at lokalisere en modstander.
Men nu har ESL har annonceret i en Reddit post, at der til det kommende IEM Katowice vil blive indført en række foranstaltninger, som forhindrer publikum i at blande sig i kampene.
Det er dog langtfra nogen enkel måde at gøre det på. Udover at lydisolerede båse har stor indflydelse på publikumsoplevelsen, så er omkostningerne i forbindelse med båsene også en kæmpe faktor. Alene to gode båse kan sagtens komme op i omegnen af 4-5 millioner kroner at bygge. Det afslørede ESLs VP of Pro Gaming Michal "Carmac" Blicharz i en nylig episode af HLTV Confirmed.
I indlægget på Reddit kommer Carmac også ind på, at ESL grundlæggende tror på spillernes og publikums kemi, som hæver oplevelsen op på et følelsesmæssigt niveau og skaber øjeblikke, der bliver meningsfulde og mindeværdige, men ifølge ham mister de noget af den oplevelse, hvis spillerne sidder i de lydisolerede båse, og det er også grunden til, at ESL vil tackle problemet på en anden måde.

Der vil blive afspillet informationsvideoer, og der vil blive snakket til publikum via scene mikrofoner, for at oplyse publikum om, hvad ESL synes er i orden, og hvad der ikke er.
Carmac skriver blandt andet, at jubel før et knifekill, jubel over ting spilleren ikke bør være i stand til at se og de slags øjeblikke vil være episoder, hvor publikum altså bliver nødt til at holde igen og vente med at juble til efterfølgende.
I så fald at publikum ikke følger disse regler, vil ESL følge SPUNJs forslag om at slå x-ray fra ingame på arenaskærmene i minimum 20 minutter efter hver overtrædelse. I værste fald kan fans også blive smidt ud af arenaen.
IEM Katowice løber af stablen fra den 24. februar til 1. marts, og der vil være 3,4 millioner kroner i den samlede præmiepulje. 16 hold deltager og blandt dem samtlige hold fra top 10 i verden.