Den danske coach ruggah har igen et hold under sine vinger.

ruggah: "Jeg overvejede en anden vej i min karriere"

Den nye OG-coach gik ellers med tankerne om en helt anden karriere, men nu er han landet i OG, som er en spændende udfordring.

Med kun få dage til ICE Challenge 2020 i London, hvor OG deltager, annoncerede organisationen onsdag aften, at ruggah tiltræder som coach.

Dust2.dk har derfor haft fat i hovedpersonen og fået svar på et par brændende spørgsmål fra den tidligere North- og OpTic-coach, som nu er at finde sammen med kun én landsmand i OGs valde.

Hvordan og hvorfor er du endt i OG?

Jeg gik faktisk med tankerne om at gå en lidt anden vej karrieremæssigt, da slutningen af OpTic punkterede motivationen for at fortsætte som træner. Det var en hård mavepuster, hvor det flere gange var et skridt frem og to tilbage. Især afgangen af cajunb til North gjorde det meget svært at være positiv omkring situationen. Jeg var især ked af, at mine spillere blev fanget midt i ingenmandsland, da der ikke var de store fremtidsperspektiver. Den dag i dag er jeg glad for, at de fleste af dem er kommet videre og har fundet gode hjem, selvom det er lidt vemodigt at måtte lukke et projekt, som man har investeret en masse tid og ressourcer.

Som sagt overvejede jeg en anden karrierevej, men skæbnen ville det, at OG rakte ud for at høre nærmere om min situation. Efter en masse gode snakke med både organisation og spillere blev det tydeligt for mig, at projektet var ekstremt spændende, og især tilgangen og filosofien var noget der virkelig tændte mig. Derudover er det første gang i min tid som træner, at jeg udelukkende kan fokusere på kerneopgaven (at være træner), uden at skulle agere administrativ blæksprutte samtidig.

North gik ikke, OpTic gik ikke, hvorfor lykkes det denne gang?

Personligt synes jeg, at min tid i North var ret succesfuld, vi manglede “bare” den ene store titel som kronen på værket, hvilket nok er med til at farve omgivelsernes syn på den tid. Vi var trods alt i top 6/8 med samme kerne af spillere i over 14 måneder, og vi var med i titelræset/playoffs ved stort set alle turneringer (undtagen den sidste halvanden måned). Beslutningen i forbindelse med mit exit var selvfølgelig ikke nice, men i sidste ende kan man heller ikke fortænke organisation eller spillere at prøve at finde de sidste procenter for at kravle helt op i toppen. Norths resultater efterfølgende var dog ikke specielt prangende indtil sejren i Stockholm, så i bagklogskabens lys kan man selvfølgelig sætte spørgsmålstegn ved beslutningen, men life goes on, og min tid i North var helt sikkert med til at udvikle mig som person, især med tanke på det uvejr der altid var på sociale medier, når man tabte en kamp.

I første udgave af OpTic dummede vi os omkring sommerpausen og fyldte vores kalender op med turneringer. Det endte med at tømme holdet for selvtillid, og da vi endelig begyndte at få styr på vores spil igen, forlod gade os for at komme tilbage til North. niko kom ind, og vi havde et ret flot run i slutningen af efteråret. Siden da, gik der kagemand og interne udfordringer i den. Summasummarum, højdepunktet siden cs_summit og StarLadder var vores sejr ved DreamHack Open Summer. Potentialet var til stede, men som sagt, var det hele tiden et skridt frem og to tilbage. Jeg ville have ønsket at OpTic projektet lykkedes, men alt fra tingene på serveren til tingene uden for skabte desværre ikke optimale præstationer. Mange uden indsigt i tingene efter salget af OpTic har sagt en masse omkring vores hold osv., men at stå midt i orkanens øje med de udfordringer, vi havde, var noget af det sværeste, jeg har prøvet i min tid. 

Hvordan kommer de største forskelle på at være coach på et internationalt og et dansk hold til udtryk?

Jeg tror, den største forskel ligger ved spillernes forskellige kulturelle baggrunde. Tænker også Rejin kan skrive under på, at gå fra at arbejde med udelukkende danske spillere til en blandet flok betyder, at der opstår/er udfordringer, fordi spillerne kan være meget forskellige i alt fra disciplin, følelsesregister og syn på verden/CS. Det er samtidig også en ekstremt spændende udfordring, da man hele tiden lærer og udvikler sig i det spænd og forskellighed. Det kan være det største problem, men omvendt også den største styrke.

Vi har en tendens i Danmark, mig selv inkluderet indtil min start i OG, om at spillet skal spilles på en bestemt måde og spillere skal have samme mindset og arbejdsflid. Det betyder ofte, at udskiftninger sker, fordi spillerne fx vil have spillere, der ligner én selv. Det betyder ofte, at spillere, der stikker lidt ud, har svært ved at finde sig til rette på hold. Så at få fjernet skyklapperne og se en verden af muligheder, har helt sikkert været sundt for mig.

Derudover er den åbenlyse udfordring, kommunikationen. Det er svært at få samme flow, som hvis alle spillere snakkede deres modersmål. Dog bliver en del af den ligegyldige kommunikation og fyldord  dog sorteret fra på engelsk, da det ikke er lige så naturligt som på fx dansk.

Snakken går tit på coaches, og hvad I bidrager med. Hvordan vil du beskrive dig selv? Er du det taktiske geni, faderfiguren der får ro på de unge, eller noget helt tredje?

Som træner prøver jeg hele tiden at være opdateret på metaen og ser en masse kampe såvel live som vods. Det handler for mig om at finde små tricks, taktikker eller andet, som man kan implementere i sit eget spil, uden at gå på kompromis med den identitet, man har som hold. Derudover, synes jeg selv, at jeg er god til at udfordre andres tankegang og stille gode/dumme spørgsmål, som i sidste ende er med til at få spilleren eller holdet til at reflektere og udvikle sig. 

I forbindelse med officielle kampe forbereder jeg mig også på modstandere, som kan være en tidskrævende opgave når event-programmerne starter fra tidlig morgen og slutter sent om aftenen. Det kan være hårdt i perioder, men at vide man har været med til at sikre sejren gennem en grundig forberedelse er en virkelig fed følelse. Det skal også siges, at det er meget forskelligt, hvad in-game leaders og spillerne tænker om forberedelse, så det er et af de områder, som er meget forskelligt fra hold til hold - også blandt de hold jeg har været træner på. 

Jeg er god til at snakke med folk, så jeg tager ofte en central rolle i at få holdet til at hænge sammen, hvad end det er mere individuelle udfordringer eller problemer, der skal diskuteres i flok. Jeg forsøger altid at se det bedste i mine spillere, og har på den baggrund også fået et par rigtig gode venner. Det er ikke alle afgange, der har været håndteret optimalt, og det er nok mine største fortrydelser, at man har skulle sige farvel til gode bekendtskaber på baggrund af sportslige ændringer, hvorefter forholdet aldrig rigtig har været det samme som før (det gælder også min tid som aktiv selv). Det er en del af branchen, at måtte skuffe folk, men dermed ikke sagt at det er specielt sjovt.

Hvordan ser fremtiden ud for det her hold? Har du allerede sat nogle mål?

OG blev lanceret med henblik på at skulle helt op, hvor det er sjovt. Det er ikke nogen nem rejse, men vores potentiale er stort, og spillerne arbejder stenhårdt hver eneste dag. Så, selvom det måske ikke lykkes fra start, så er det en rejse, som både organisationen og holdet er opsat på skal lykkes. 

OG kan altså opleves i aktion allerede på lørdag den 1. februar, hvor de skyder turneringen ICE Challenge 2020 igang. Her møder de ENCE klokken 10:00. Holdene kæmper om en samlet præmiepulje på knap 1,6 millioner kroner. 

#1(Med 0 svar)
30. januar 2020 kl. 15:33
b0ychild
Støttet Dust2.dk med 4 julekugler i 2019
Guld Sæsonkort Sæson 15
Sølv Sæsonkort Sæson 17
Sindssyg gode svar, dejligt interview.
#2(Med 0 svar)
30. januar 2020 kl. 15:53
noche
Støttet Dust2.dk med 2 julekugler i 2019
Bliver spændende at se om han kan løfte den noget brogede flok spillere
#3(Med 2 svar)
30. januar 2020 kl. 15:59
refrezh
Dansktoppen
Major deltager
Alt held og lykke Due! Klart en af de stærkeste coaches at hente ude markedet og det skal nok komme til at spille!
#6(Med 1 svar)
30. januar 2020 kl. 16:16
cleansation
Kan man spørge om hvad status på din optic kontrakt egentlig er?
#14(Med 0 svar)
30. januar 2020 kl. 18:32
refrezh
Dansktoppen
Major deltager
dust2.dk/Nyheder/10746-drmmen-om-at-udfordre-astra..

Nok bedst forklaret i denne artikel.
#4(Med 0 svar)
30. januar 2020 kl. 16:00
c0bb
Casper Due <3
#5(Med 0 svar)
30. januar 2020 kl. 16:14
cleansation
Fedt med så meget substans i hans svar. Held og lykke ruggah
#7(Med 0 svar)
30. januar 2020 kl. 16:23
MrBlond
Held og lykke Casper.:)
#8(Med 1 svar)
30. januar 2020 kl. 16:28
mad0
Støttet Dust2.dk med 24 julekugler i 2019
Guld Sæsonkort Sæson 15
Guld Sæsonkort Sæson 16
Guld Sæsonkort Sæson 17
Guld Sæsonkort Sæson 18
Fedt interview, rijah!
#13(Med 0 svar)
30. januar 2020 kl. 17:41
rijaH
Kage fra Dust2s 1års fødselsdag
Sølv Sæsonkort Sæson 15
Sølv Sæsonkort Sæson 16
Sølv Sæsonkort Sæson 17
Sølv Sæsonkort Sæson 18
Al credit til ruggah, han er god til at svare ;D
#9(Med 0 svar)
30. januar 2020 kl. 17:13
ClinT
Kage fra Dust2s 1års fødselsdag
Støttet Dust2.dk med 24 julekugler i 2019
Guld Sæsonkort Sæson 15
Guld Sæsonkort Sæson 16
Altid gode svar fra Due... :) Norths bedste periode var vel med ham som coach?

GL GL GL
#10(Med 0 svar)
30. januar 2020 kl. 17:12
VHzt4r
Støttet Dust2.dk med 3 julekugler i 2019
Godt interview. Held og lykke med OG Casper.
#11(Med 0 svar)
30. januar 2020 kl. 17:28
foli
Støttet Dust2.dk med 24 julekugler i 2019
Godt interview. Så gerne vi fik flere
#12(Med 0 svar)
30. januar 2020 kl. 17:41
sirr
Støttet Dust2.dk med 1 julekugle i 2019
Du har altid været lidt OG, Hoe.

... Og rødhåret. Meget rødhåret. HLV4evaH ✌️
#15(Med 0 svar)
30. januar 2020 kl. 18:46
fLix8
Sådan ruggah! Al held og lykke til jer i OG!
#16(Med 0 svar)
30. januar 2020 kl. 19:30
FROYYY
Støttet Dust2.dk med 2 julekugler i 2019
God læsning og virkelig velovervejede svar. Held og lykke med projektet :-)
#17(Med 0 svar)
30. januar 2020 kl. 20:17
Opal
Støttet Dust2.dk med 24 julekugler i 2019
Guld Sæsonkort Sæson 15
Så er Maria for alvor tilbage! Konge interview!!
#18(Med 0 svar)
30. januar 2020 kl. 22:39
JKN
Han virker utrolig fornuftig og behagelig :)
Snakker de vrøvl på internettet? Har de behov for dit indspark? Login eller opret en bruger for at kunne kommentere.