
Rejin trådte til, da mousesports sejrede i Los Angeles
Rejin måtte i nat indtage en uvant position, da coachen trådte til som spiller for mousesports i to af finalens tre maps.
Holdets danske caller karrigan var nemlig nødt til at tage til lufthavnen for at få styr på sit visum til Rusland, da mousesports deltager i EPICENTER 2019, der starter i morgen.
karrigan nåede dermed kun at spille finalens første map, som mousesports vandt, og derefter forlod danskeren finalen mod G2, hvorefter coachen Rejin satte sig til rette ved karrigans plads.
Rejin fik en rigtig hård start, og det er da også mange år siden, at han selv var aktiv spiller. Dengang var Vertigo slet ikke et competitive map, og det afspejlede hans 2-16 score tydeligt, da mousesports løb ind i en ordentlig røvfuld.
På det sidste map gik det dog en del bedre, for mousesports rejste sig og vandt meget overraskende 16-14 på Train, hvilket gav det internationale hold den endelige sejr i Los Angeles, hvor cs_summit 5 blev spillet.

Rejin var holdets anden stand-in i turneringen, da NaToSaphiX i forvejen spillede i stedet for woxic, der ikke kunne få indrejsetilladelse.
cs_summit 5 ender således:
- 1.
mousesports ~ 412.000 kr.
- 2.
G2 ~ 265.000 kr.
- 3.-4.
OG ~ 144.000 kr.
- 3.-4.
Virtus.pro ~ 124.000 kr.
- 5.
FURIA ~ 30.000 kr.
- 6.
MIBR ~ 30.000 kr.
Forskellen på OG og Virtus.pros præmiepenge skyldes, at en del af præmiepuljen blev fordelt ud fra holdenes sejre i gruppespillet, hvor OG vandt flere kampe end VP.