
mithR: "Drømmen er at spille foran et dansk publikum"
Mange af de danske tilskuere i Odense havde formentlig håbet på at se North i arenaen, men sådan gik det ikke, da løverne tabte to kampe i gruppespillet til henholdsvis Liquid og ATK.
North var ikke blandt favoritterne til at nå slutspillet, men spillerne havde helt sikkert drømt om det alligevel. Holdet må dog erkende, at særligt spillet som CT slet ikke var godt nok til at gå videre.
Det er der rigtig mange grunde til, svarer coach mithR på spørgsmålet om, hvorfor de ikke endte i arenaen, inden han fortsætter: Vi får ikke rigtig vores CT-sider til at fungere, men vi er egentlig ret tilfredse med vores T-sider, hvor vi har arbejdet på en struktur, som opsætter nogle tydelige rammer for den måde, som gade skal calle på, og det system spillerne skal følge. Så vi er langt hen ad vejen ret godt tilfredse med vores T-sider, men vores CT-sider er bare ekstremt kritisable lige nu og mangler noget system, nogle faste aftaler og noget struktur. Vi rammer bare heller ikke individuelt niveauet, der skal til for at komme langt og nå ind i arenaen.
North nåede at spille tre maps i Odense, og på de tre maps blev det blot til 12 CT-runder, så det er forståeligt, at de langt fra er tilfredse med det.
mithR er normalt en humørbombe, når man møder og snakker med ham, men det er tydeligt, at resultatet i Odense har påvirket både ham og spillerne, for det er med en både trist, ærgerlig og seriøs mine, at han må erkende, at de ikke kun har skuffet sig selv.
Det er selvfølgelig sindssyg nedtur at ryge ud til ATK, især når det er på hjemmebane i Odense, og man virkelig har en drøm om at komme ind og spille foran et dansk publikum. Vi har haft nogle udfordringer på det sidste med at være favoritter, både på LAN og online, og vi er et sted lige nu, hvor vi er sultne efter at få nogle succesoplevelser og komme langt i en turnering. Så det påvirker os rigtig negativt, og vi er rigtig skuffede. Det er ikke acceptabelt over for os selv, vores fans og klubben.

Har en sportspsykolog tilknyttet
Det danske hold, der tidligere var top 10 i verden, er lige nu rangeret som nummer 22, så der venter en masse arbejde forude, hvis holdet vil tilbage i det fineste selskab.
Derfor har North blandt andet tilknyttet en sportspsykolog, som skal arbejde med spillernes mentale tilstand, for efter en lang periode med flere skuffende resultater er det naturligt, at det tærer på dem mentalt.
Vi har fx lige fået en sportspsykolog ind, som hjælper os med noget af det mentale pres, som der ligger på vores skuldre lige nu. Det er klart, at når man har været i en nedadgående kurve i så lang tid, som vi har nu, og udskiftningen af valde også betyder, at man mister 20% af sine point, og man samtidig kan mærke, at de fans vi har, gerne vil se os vinde, så er det selvfølgelig mega hårdt, at man ikke kun skuffer sig selv, men også skuffer dem.
mithR fortæller ligeledes, at de i øjeblikket særligt arbejder på nogle strukturelle ændringer i spillet, mens det også handler om at få hver spiller til at være den bedste version af sig selv, og derfor er der mange parametre, som der kan og skal skrues på hele tiden.
Når man har sådan nogle resultater, som vi har her i Odense, er det vigtigt at kigge på, hvilke momenter i spillet, der fungerer for os. Og så skal man arbejde videre på det, som man føler går godt, men samtidig være meget klar over at skære det, der ikke fungerer, ud, afslutter mithR i Odense, hvor Dust2.dk fangede ham.
Norths næste event er allerede den 13. december, hvor DreamHack Open Sevilla skydes i gang.