
Bubzkji kåres som den bedste dansker til Copenhagen Games
Copenhagen Games 2019 er et overstået kapitel, og for mange af deltagerne står dagene efter det traditionsrige danske event på en masse søvn og afslapning efter tre dage spækket med høj intensitet og vigtige kampe.
På Dust2.dk kan det hele dog ikke gå op i at sove, for vi skal også have kåret den bedste dansker til eventet.
Det er ikke overraskende en Tricked-spiller, som valget er faldet på, da Tricked spillede sig længst i Main-turneringen efter tre flotte sejre i gruppespillet, hvorefter forZe dog blev stopklodsen i semifinalen.
b0RUP og Bubzkji var begge i spil til at vinde MVP-medaljen, og det endte med at blive et rigtig tæt løb, som Bubzkji dog lige akkurat vandt, da han efter Dust2.dks vurdering havde den største impact og stod for de vigtigste aktioner i kampene.
Bubzkji sluttede turneringen med en rating på 1,12, hvoraf semifinalen, hvor ingen af Trickeds spillere for alvor mødte op, tæller en del ned. Hans klart bedste kamp var mod Gambit Youngsters, som Tricked kun lige med nød og næppe vandt.

Bubzkji bliver dermed den anden dansker til at vinde Dust2.dks MVP-medalje, da stavn vandt den første efter hans flotte præstation til GGW #24 Pro. Den medalje blev han fotograferet med til Copenhagen Games, som du kan se her.
Dust2.dk fangede Bubzkji til et par spørgsmål om Trickeds præstation.
Hvad synes du overordnet om jeres præstation til Copenhagen Games?
Vores præstation til CPH Games er vi vist alle rimelig godt tilfredse med. Det var måske nemmere end forventet og komme på en 3.-4. plads, og der hovedsageligt to ting, som gjorde, det var nemmere, end vi havde sat os op til. Vi havde regnet med at komme til BYOC og spille os i Main-turneringen gennem den vej. Og det var en noget hårdere vej, nu når man ser på de gode hold, der trods alt kom til BYOC’en. Samtidig er der nogle fordele ved at være invited i forhold til pracc og søvn - der var dog lige et heldig invite tilovers.
Vi regnede egentlig også med at se nogle andre hold end Gambit Youngsters og ex-Fragsters i vores gruppe, da det var en rimelig stacked BYOC, så vi tænkte noget ala Chaos, GODSENT og Superjymy ville klare den, men niks. Cadeau til ex-Fragsters ihvertfald, de viser solidt spil, selvom de har mistet refrezh og stavn, som blev anset som stjernespillerne. Så det er flot, at de formår at genopbygge et hold på den måde. Gambit Youngsters var faktisk dem, som gav os mest modstand, de var måske lidt mere frygtløse, end vi var. De var ihvertfald ikke bange for at tage en duel, og når de samtidig rendte rundt med et godt aim, var de svære at spille mod. De havde også den sværeste vej af alle hold, der kom i Main, vil jeg mene. Så et eller andet må de kunne. Men overall spiller vi en fin turnering, synes jeg. Vi slår Sprout 2-0 og 2-0 ex-Fragsters, som bestemt ikke er dårlige hold.
Hvorfor blev det ikke til mere end en semifinaleplads?
Det blev "kun" til en 3.-4. plads, fordi forZe bare er et meget sammenspillet hold. Hvis vi ser på tingene objektivt lige nu, er de bare et bedre hold end os. De har nogle virkelig gode individualister, som nemt kan afgøre en kamp som fx Jerry og xsepower. Deres playbook og map pool er også langt bedre end vores, ja de outscaler os egentlig bare på de fleste punkter lige nu. Jeg vil også mene, de kun kom 2’er i gruppen, fordi de valgte at komme for sent første dag og tabe et map på forhånd til Movistar. De viser ihvertfald, de var det bedste hold til hele CPH Games ved at vinde finalen over Sprout.
Det næste danske event, hvor der er en MVP-medalje på højkant, bliver til Dust2.dk POWER Play i Hillerød. Du kan læse mere om eventet og købe billet her.