Topholdene trækker fra

Det spidser til i de to 1. divisioner, hvor flere af holdene dog er ved at stikke af fra de andre.

Dagens spillerunde i de to 1. divisioner bød på flere topbrag, og her er flere af topholdene begyndt at trække fra modstanderne.

I 1. division A havde topholdet HDE.Hype mulighed for at udbygge føringen, og dermed skabe en større afstand ned til forfølgerne. Alt, det krævede, var sejre i dagens to opgør, og her leverede HDE.Hype da også varen.

Første opgør bød på Campus Vejle * Vanitas, som før dagens spillerunde indtog ottendepladsen i tabellen. BloMMeNs tropper kæmpede da også en brav kamp i dagens anledning, men i sidste ende var det ikke nok, og det tætte opgør gik derfor HDE.Hypes vej.

Med én sejr i hus manglede altså kun nummer to, og her hed modstanderen VSPR. Også denne kamp blev en tæt en af slagsen, for her var VSPR altså ikke klar på at slippe sejren så let. Her måtte opgøret helt ud i 29. runde, før HDE.Hype kunne tage en snæver sejr.

Aftenens to sejre sørger altså for, at HDE.Hype udbygger føringen yderligere. Der er således seks point imellem dem og forfølgerne fra h3rOc1ty, og hele 12 point mellem første- og tredjepladsen.

Kæmper sig op i top-3

Et andet hold, der har haft en stærk dag på serveren, er Agaming. Ligesom HDE.Hype skulle Agaming i ilden ad to omgange i dag, først mod ESIMED og dernæst OIS eSport.

Her blev det da også til to ganske overlegne sejre, som lød på henholdsvis 16-8 og 16-7. I begge opgør spillede GiZMO og dinesen vigtige roller, idet de fik skudt sig forbi modstanderne.

Med dagens to sejre placerer Agaming sig nu på en tredjeplads med 24 point. Der er dog stadig et stykke vej op til andenpladsen, som netop nu indtages af h3rOc1ty med 30 point over 12 kampe.

Stillingen i 1. division A

Toppen spidser til

Anderledes ser det ud i søsterdivisionen, 1. division B, hvor første- og andenpladsen er uhyre tæt. Efter sidste uges kampe havde Ølgod Efterskole sat sig tungt på førstepladsen, og denne placering holder de da også lidt endnu.

AGF Academy havde dog mulighed for at mindske Ølgod-mandskabets føring, men dette krævede altså to sejre i dagens to kampe.

Første kamp bød på en del modstand fra DREAM Alliance, da især en storspillende n1xen var klar til at slukke håbet for østjyderne. Hans 26 kills var dog ikke nok, og i stedet kunne AGF Academy snuppe sejren 16-11.

Aftenens andet opgør stod på SERA ESPORT, og her blev det til en noget hurtigere sejr til østjyderne. Med Speedy og SaCul i front kunne de altså lukke kampen 16-8.

Aftenens to sejre betyder altså, at AGF Academy nu ånder Ølgod Efterskole tungt i nakken i toppen af 1. division B. Her er det nemlig kun tre point, der adskiller de to mandskaber, hvorfor toppen altså virkelig begynder at spidse til. Til gengæld er der hele 18 point mellem første- og tredjepladsen, så nu begynder topholdene for alvor at trække fra.

Stillingen i 1. division B

Der var også enkelte kampe på programmet i POWER Ligaen her til aften, hvor ét hold fik skudt sig op i den øvre del af tabellen. Dette kan du læse mere om herunder.

Snakker de vrøvl på internettet? Har de behov for dit indspark? Login eller opret en bruger for at kunne kommentere.