
s1mple-show ikke nok: Vitality vinder IEM
Her til eftermiddag var der topbrag på programmet, da NaVi og Vitality stødte sammen i en Bo5 i finalen i IEM Beijing-Haidian.
Her var det ikke kun verdens nummer et og fem, der skulle i duel, men også verdens to bedste Counter-Strike-spillere, nemlig s1mple og ZywOo, hvoraf sidstnævnte havde den højeste rating for turneringen forinden kampen.
Det var da også de to AWP-spillere, der stjal rampelyset i dag. Stjernespilleren s1mple fik nemlig skudt finalen i gang på ordentlig manér, da kampen startede ud på Nuke. Her blev det til en imponerende 16-5 sejr til NaVi, ikke mindst på grund af den ukrainske stjernespiller, som kæmpede sig igennem banen med en rating på hele 2.10.
Næste map stod på Dust2, og her havde Vitality skiftet Nivera ind i stedet for misutaaa. Det viste sig da også at være en fornuftig beslutning, men i sidste ende var det dog alligevel NaVi, der kunne lukke mappet 16-12 - atter en gang på grund af en flyvende s1mple, som sluttede med en rating på 2.02 og en imponerende score på 37-13.
Russiske NaVi havde derfor mulighed for at afgøre det hele på tredje map, Overpass, men her viste Vitality dog, at de endnu ikke var klar til at forære sejren til s1mple og kompagni. Ledt an af en velspillende shox kunne franskmændene derfor tage mappet 16-6.
Fjerde map stod på Inferno, og her fortsatte franskmændene de gode takter, hvorfor de atter kunne tage endnu et map. Kampen skulle derfor afgøres på Mirage, og her startede ZywOo ud i stor stil, da han diskede op med et ace i pistolrunden.
NaVi kom tilbage i kampen med nogle runder, men i sidste ende var s1mples hårde arbejde dog ikke nok til at slå franske Vitality, som dermed kunne tage sejren med tre vundne maps.

Med sejren tager Vitality derfor førstepladsen og præmiesummen på knap 377.000 kroner.