
Avalanche jagter oprejsning efter sidste sæsons store skuffelse
Når 16 hold fra både 1. og 2. division tørner sammen i aften, er Avalanche et af holdene, som jagter en af de fire eftertragtede pladser i 1. division.
Holdet jagtede allerede oprykning i sidste sæson, men muligheden glippede lige akkurat, da de tabte sidste kamp i grundspillet. Det var et meget hårdt slag for Avalanche.
I sidste sæson missede vi muligheden for at spille om oprykning, da vi blev slået på målstregen med et 14-16 nederlag i sidste kamp. Dette var nok noget af det mest skuffende, holdet har oplevet, og derfor vil det være rigtig stort, både for spillerne, som kan få lov til at udvikle sig endnu mere i 1. division, men også for selve organisationen, som satser på at bygge et veletableret brand i dansk esport, fortæller Grunk fra Avalanche.
I første omgang skal Avalanche forbi et andet 2. divisionshold, når Catchii venter i dag, men det bliver angiveligt ikke det store problem for Grunk og co.
Jeg forventer et Catchii-hold, som er velforberedt og klar til kamp. Jeg er dog sikker på, at vi nok skal hive sejren hjem - om det bliver 2-0 eller 2-1 er ikke til at sige.
Hvis Avalanche hiver sejren hjem i dag, som holdet selv forventer, skal de i morgen møde vinderen mellem Alicorn og Campus Vejle * Illusion i den afgørende kamp om en plads i 1. division.

























