
Regeringen tvinger Copenhagen Games til at aflyse
Copenhagen Games 2020 er fra dags dato aflyst som et LAN-event. Det står klart, efter Statsministeren på et pressemøde i dag forlængede de nuværende restriktioner til den 13. april.
Det betyder, at forsamlinger på over 10 personer ikke er tilladt i påsken, hvor Copenhagen Games ellers skulle have løbet af stablen i Lokomotivværkstedet.
Det kommer dog ikke som en overraskelse, da det lå i kortene, at perioden med restriktioner ville blive forlænget.
Regeringen havde i forvejen forbudt indrejse for udenlandske statsborgere uden et 'anerkendelsesværdigt formål' indtil den 13. april. Da mange af de deltagende hold til Copenhagen Games traditionelt kommer fra udlandet, ville det uanset hvad være en noget atypisk turnering, hvis den blev afviklet.
Dust2.dk har forsøgt at få en kommentar fra Zahid "Sui" Butt, men det har ikke været muligt. Det er derfor uvist, om eventet flyttes til en anden dato, spilles online eller helt aflyses i år.