
Maze og hans tidligere hold ryger ud af hver sin BLAST Open-kvalifikation
Torsdag blev tre ud af de fire lukkede regionale kvalifikationsturneringer til BLAST Open Porto 2026 skudt i gang, startende med den lukkede europæiske kvalifikation, RES Showdown 4 Europe: BLAST Premier Rising Event.
Danske EAC havde kvalificeret sig til den lukkede europæiske BLAST Open Porto-kvalifikation gennem en af i alt fire åbne kvalifikationer, mens NIP med Snappi, sjuush og stavn på holdet var inviteret direkte med i kvalifikationen som et af fire inviterede hold. De inviterede hold blev først annonceret i et opslag på X dagen før kvalifikationens start.
Hverken NIP eller EAC fik dog mere end blot én kamp i kvalifikationen, da de allerede røg ud efter deres første opgør. NIP tabte til Virtus.pro i den anden af de i alt fire kampe, der blev afviklet i kvalifikationen torsdag. Forinden havde B8, som også var inviteret, slået serbiske Sangrija ud.
Efter NIP mod Virtus.pro var overstået, og Virtus.pro lidt overraskende havde sendt NIP til tælling, gjaldt det torsdagens to sidste kampe, nemlig ukrainske Inner Circle mod franske GenOne samt magic mod danske EAC. I de to kampe var Inner Circle og magic de to hold med en direkte invitation til den lukkede kvalifikation.
Inner Circle slog GenOne med cifrene 13-9 og 13-4 i et opgør, hvor begge mandskaber måtte skifte ud undervejs. Herefter tabte EAC til magic trods en god start.
EAC, der stillede op med Fessor og Viggo som stand-ins i anber og sh1Fus fravær, vandt først 16-14 på Cache, men det var ikke nok i sidste ende, da de efterfølgende tabte 7-13 og 6-13 på henholdsvis Ancient og Mirage. Dermed var det danske mandskab ude af kvalifikationen ligesom NIP.
Kvalifikationen fortsætter fredag, hvor de to semifinaler afvikles, inden finalen spilles lørdag. Semifinalerne står mellem B8 og Virtus.pro samt magic og Inner Circle. B8 mod Virtus.pro starter klokken 15:00, mens magic mod Inner Circle spilles fra klokken 18:00.
Finalen i den lukkede europæiske BLAST Open Porto-kvalifikation spilles lørdag aften fra klokken 20:00. Kun vinderen af kvalifikationen sikrer sig en plads ved BLAST Open Porto 2026, som afvikles fra den 24. august til den 6. september.
Maze hjalp forgæves til
Det var ikke kun i den europæiske kvalifikation, at de deltagende hold med dansk islæt led en hård skæbne allerede i indledende runde. Det samme gjorde sig også gældende i den lukkede nordamerikanske kvalifikation, Circuit X BLAST Open Porto 2026 North America Rising Event.
Her havde den tidligere EAC-spiller Maze formået at kvalificere sig sammen med holdet NuTorious gennem den ene af to åbne kvalifikationer. Forud for de åbne kvalifikationer havde det amerikanske hold hentet Maze ind som stand-in, blot et par uger efter danskeren havde forladt EAC.
Maze og NuTorious spillede sig videre til den lukkede nordamerikanske kvalifikation via den anden af de i alt to åbne kvalifikationer. I den lukkede kvalifikation blev det dog kun til én enkelt kamp, da de natten til fredag tabte til Voca allerede i kvalifikationens indledende runde i et opgør, hvor Maze i øvrigt var sit holds bedste spiller.
Dermed er Maze og co. allerede ude af kvalifikationen. De to semifinaler i den nordamerikanske kvalifikation bliver M80 mod vinderen af LAG og Overtake Sector samt Voca mod regain. Begge semifinaler spilles natten til lørdag, mens finalen afvikles natten til søndag.
Selvom Maze og NuTorious røg hurtigt ud af den lukkede nordamerikanske kvalifikation, får danskeren dog endnu en mulighed for at spille sig nærmere en fast plads på holdet. Han er nemlig også stand-in for NuTorious ved LAN-turneringen FRAG St. Clair 2026, som afvikles i Canada fra den 11. til 13. juli.
De to sidste lukkede kvalifikationer til BLAST Open Porto er den sydamerikanske kvalifikation, RES Showdown 4 South America: BLAST Premier Rising Event, samt den asiatiske kvalifikation, GGMEDIA Challenger Series 1: BLAST Premier Rising Event.
Den sydamerikanske kvalifikation startede torsdag eftermiddag og slutter natten til søndag, mens den asiatiske kvalifikation først skydes i gang fredag formiddag.

































