
Hjemmebanehold falder i første slutspilskamp
Torsdag formiddag blev slutspillet i den kinesiske LAN-turnering skudt i gang med opgøret mellem hjemmebanefavoritten TYLOO og 9z.
Kampen begyndte på sydamerikanernes mapvalg, Nuke. Efter en fornuftig T-side lukkede 9z fuldstændig ned for TYLOO efter sideskiftet. dgt og kompagni tabte nemlig kun to runder mere, inden de sikrede sig første map.
Andet map lignede resultatmæssigt meget det første map. Denne gang var det dog TYLOO, der sad på opgøret og sikrede mappet efter en virkelig stærk CT-side, hvor de kun tabte én enkelt runde.
Dermed skulle kampen afgøres på Inferno, og til skuffelse for hjemmepublikummet viste 9z endnu en gang noget af det niveau, der førte holdet hele vejen til slutspillet ved majoren i Köln. Det blev en for stor mundfuld for det kinesiske mandskab, der måtte se sig slået 5-13.
Med sejren er 9z videre til semifinalen, hvor enten Alliance eller Nemesis venter.






























