
Første interview med JBOEN som FaZe-spiller: "Jeg tror på mine egne evner"
Ilddåb.
Det er, hvad den danske 20‑årige AWP’er JBOEN står overfor tirsdag morgen dansk tid.
Han skal nemlig spille sin debutkamp for FaZe. Derudover er han den fjerde dansker til at spille for FaZe, og det er nogle store navne, han er efterkommer til: aizy, karrigan og Kjaerbye.
Det kom dog også som en overraskelse for den tidligere POWER Liga‑finalist, at FaZe var interesseret i ham.
Da jeg først hørte, at FaZe var interesserede, var jeg meget i chok. Jeg var selvfølgelig positivt overrasket, men stadig meget overvældet.
FaZes træner, enkay J, var den, der fik øjnene op for JBOEN, men hvordan han endte med at komme til FaZe, er han ikke engang selv sikker på.
Måden det skete på, er jeg ikke 100 procent sikker på. Jeg fik at vide, at enkay J havde kontaktet BIG for at høre på mig, hvilket var lidt uforudsigeligt i mit hoved, at FaZe ville kontakte mig.
JBOEN har tilsluttet sig FaZe på et seksmåneders lejeophold fra BIG Academy, hvor han har imponeret i stor stil med en 1.23‑rating de seneste tre måneder. Den unge dansker mener derfor, at han har, hvad der skal til for at tage det næste skridt.
Jeg tror helt sikkert, at seks måneder er en rimelig periode. Jeg håber, jeg kan tilvænne mig til de bedre modstandere og udfordringer. Udover det håber jeg, at jeg har det, der skal til. Jeg tror i hvert fald på mine egne evner.
Morboen var i chok
JBOENs forældre har støttet hans karriere offentligt i flere år. Derfor var det naturligt at spørge ind til, hvordan de reagerede på nyheden.
Mine forældre var i lige så stort chok, som jeg var. Udover det var de virkelig lykkelige over, at muligheden endelig kom. Så de var meget glade på mine vegne!
Seks måneder er lang tid i Counter‑Strike‑verdenen, og JBOEN drømmer om at kunne bringe FaZe tilbage til tier‑1 og muligvis tilbage til majoren.
Mine forventninger er at nyde min periode med FaZe, blive bedre og få en masse erfaring på højere niveau. Jeg håber også, at vi kan følge godt med i de turneringer, vi spiller, og så ville det være fantastisk at komme med til en major i en FaZe‑trøje!
FaZe‑trøjen er tung at bære, men JBOEN glæder sig til at trække i trøjen på serveren for første gang - selvom der følger meget pres med logoet.
Jeg tror helt sikkert, det bliver en mega fed oplevelse! Vi spiller i Kina med publikum, og vi møder TYLOO i første kamp, så mon ikke de fleste fans holder med TYLOO.
I forhold til det pres, der følger med at spille for FaZe, tænker jeg ikke helt vildt meget over det. Jeg har haft en del samtaler med hele teamet, inklusive performance coachen.
JBOEN spiller sin debutkamp for FaZe mod TYLOO ved XSE Pro League Guangzhou 2026 tirsdag morgen i Guangzhou, men det er ikke første gang, at JBOEN spiller en LAN-turnering i Asien.
Han var afsted med BIGs førstehold til Skyesports Chennai Esports Global Championship 2025 i Chennai i Indien, hvor han endte med at løfte trofæet.




























