
Spirit giver afkald på stor pengesæk
En stor pose penge? Nej tak, siger Spirit.
Organisationen stod i starten af maj til at modtage 2,7 millioner kroner fra ESL som del af turneringsarrangørens årlige klubincitamentprogram (Annual Club Incentive), hvor hold gør sig fortjent til et beløb ved at deltage i ESL's turneringer og have et højt seertal i deres kampe.
Her lå Spirit faktisk til at modtage flest penge sammen med FURIA. Det blev opgjort efter IEM Rio 2026, hvor Spirit kom på andenpladsen efter Vitality.
Men da Spirit takkede nej til at deltage i IEM Atlanta for i stedet at tage til PGL Astana, kom de op på tre afbud til ESL-events i sæsonen for 2025 og 2026, og dermed frafalder deres krav på at få del i incitamentprogrammets pulje. Det bekræfter ESL i en status på programmet efter IEM Atlanta.
Her kan man også se, at NAVI nu er den organisation, der står til at modtage flest penge, mens Astralis kommer ind på en 9. plads. Spirit vil ikke længere indgå i regnskabet for 2026, også selvom de deltager i kommende ESL-events.
Så meget står organisationer til at få fra ESL lige nu:
1.
NAVI 2,9 millioner kroner
2.-3.
B8 1,7 millioner kroner
2.-3.
FURIA 1,7 millioner kroner
4.
Vitality 1,5 millioner kroner
5.
G2 1,35 millioner kroner
6.
FaZe 1,15 millioner kroner
7.
MOUZ 1 million kroner
8.
Legacy 880.000 kroner
9.
Astralis 838.000 kroner
10.-11.
Liquid 812.000 kroner
10.-11.
Passion UA 812.000 kroner
12.
BC.Game 678.000 kroner
13.
Falcons 609.000 kroner
14.
3DMAX 533.000 kroner
15.
PARIVISION 491.000 kroner
16.
paiN 457.000 kroner
De ovenstående beløb kan dog nå at ændres meget i løbet af resten af året, når flere store ESL-events spilles.
Spirit står dog ikke tilbage helt i minus på trods af, at de ikke deltog i IEM Atlanta. De endte nemlig med at vinde PGL Astana i stedet, hvor de indkasserede 3,3 millioner kroner i alt, hvor halvdelen gik til organisationen.

























