
FACEIT bekæmper AI-snyd med hjælp fra Google-ingeniører
Kampen mod snyd i Counter-Strike 2 tager endnu et teknologisk spring. FACEIT arbejder nu sammen med ingeniører fra Google i London for at udvikle nye metoder til at opdage især den voksende kategori af AI-baserede snyd.
Det afslører FACEITs Director of Product for Integrity, Amir Arshad, i et opslag på X torsdag den 28. maj. Her beskriver han, hvordan anti-cheat-teamet for nylig tilbragte to dage på Googles kontor i London sammen med virksomhedens ingeniører for at videreudvikle platformens detektionssystemer.
Ifølge Arshad er samarbejdet især centreret omkring to modeller. Den første træner systemer på tidligere kampe, hvor FACEIT allerede har bekræftet snyd, så algoritmerne kan lære lignende mønstre at kende i nye spil. Den anden model forsøger at definere, hvordan "normalt spil" ser ud, så afvigelser kan blive markeret.
FACEIT håndterer millioner af CS2-kampe hver måned og råder over år med data fra højt niveau. Det giver ifølge Arshad et unikt fundament til at træne de systemer, der skal hjælpe med at opdage snyd, som ellers kan være svært at fange med traditionelle metoder.
Samtidig understreger han, at teknologierne endnu ikke er klar til at blive rullet ud til hele platformens brugerbase. De kommende måneder skal FACEIT derfor fortsætte arbejdet med adfærdsanalyse og opbygning af en mere automatiseret datastrøm over kendte cheat-sager, som kan bruges til at forbedre modellerne yderligere.
Du kan læse hele Amir Ashads opslag på X herunder.















