zonic med Falcons ved CS Asia Championship 2026.

zonic ser karrigan-effekt trods træthed før finale: "Vi får så meget afgørende data"

Falcons har spillet sig frem til finalen ved CS Asia Championship 2026 i Shanghai. Forud for gyseren mod Legacy slår den danske cheftræner, zonic, fast, at karrigans nye system allerede bærer frugt, selvom holdet er ved at være mærket af den hårde sæson.

Efter en overbevisende sejr over MOUZ i semifinalen står Falcons nu over for et brasiliansk mandskab med masser af medvind, når de søndag brager sammen med Legacy i kampen om trofæet.

Selvom Falcons har ramt finalen i deres to første turneringer med karrigan ved roret, kan zonic godt mærke, at det tætte program slider på spillerne kort inden majoren.

Sådan lyder det i et interview med HLTV.

Men når det kommer til systemet og måden, karrigan styrer det på, så får vi så meget data – afgørende data – som vi kan tage med os. Ikke kun til majoren, men også til den kommende sæson. Så jeg er virkelig glad for at se, som jeg også sagde i Astana, måden karrigan griber holdet an på, men også den respekt, spillerne viser ham, fortæller zonic til HLTV.

Vil have trofæ-presset ud af verden

Selvom det taktiske fundament har fået et kæmpe løft, lægger zonic dog ikke skjul på, at projektet i den grad hungrer efter at få fingrene i noget metal for at fjerne det mentale pres fra spillernes skuldre.

De to hold mødtes tidligere i turneringens gruppespil, hvor Falcons vandt 2-0, men i en lang finale kan alt ske, og zonic håber, at holdet endelig kan gå hele vejen:

Vi har været i mange finaler uden succes. Hvis jeg skal være ærlig, så fokuserer jeg bare på én kamp ad gangen. Hvis vi ikke løfter trofæet i morgen, så ja, vil vi være skuffede, men vi bevæger os i den rigtige retning.

Selvfølgelig vil det hjælpe holdet, hvis vi kan få det trofæ og få det ud af verden. Ikke kun på grund af presset fra communityet – du ved, at være en del af Falcons er en stor ting – men også med det hold, vi har, og historien bag. Der er selvfølgelig et pres, og det ville være rigtig rart for drengene i det mindste at få den type pres ud af verden," lyder det fra zonic.

Finalen mellem Falcons og Legacy skydes i gang søndag morgen, og det bliver holdenes absolut sidste generalprøve, før turen går mod majoren i Köln.

Snakker de vrøvl på internettet? Har de behov for dit indspark? Login eller opret en bruger for at kunne kommentere.