
To finaler på en uge for Falcons
For anden gang på en uge står Falcons i en stor finale.
Det er ikke mere end seks dage siden, at de tog sølvmedaljen i PGL Astana 2026, og nu har de endnu en chance for guld søndag i Shanghai.
Falcons gjorde sig fortjent til finalepladsen med en 2-1-sejr over MOUZ, hvor sycrones tropper kom bedst fra start med en sikker sejr på Mirage.
Herefter var Falcons dog i cruise control. Først på Dust2, hvor de kom foran 9-3 på T-siden, for derefter at levere en 10-2-halvleg på CT-siden af Nuke, hvilket var for stor en udfordring for det nye MOUZ.
Det er som sagt back-to-back finaler for Falcons i de to første turneringer med karrigan ved roret. I modsætning til PGL Astana, så vil det ikke være kontroversielt at kalde Falcons for favoritterne i finalen i Shanghai, for deres modstander kommer enten til at hedde MIBR eller Legacy.
Legacy går ind i semifinalen som favoritter i det brasilianske derby, og dem har Falcons allerede slået 2-0 i denne turnering.
Den anden semifinale går i gang om ikke så længe, mens Bo5-finalen spilles klokken 08:00 dansk tid søndag.




































