
Young Ninjas overrasker mod majordeltager - Tricked dyster mod fnatic
Onsdag blev der taget hul på 2-1- og 1-2-kampene i swiss-gruppespillet i Tipsport Conquest of Prague 2026.
Mens 1-2-kampene dog lader vente på sig, så var det to ud af de tre 2-1-kampe, der blev spillet onsdag aften, hvor KOLESIE mødte UNiTY, mens Young Ninjas prøvede kræfter med de kommende majordeltagere SINNERS.
Mødet mellem polske KOLESIE og tjekkiske UNiTY endte med en relativt komfortabel 2-0-sejr til polakkerne, som vandt med cifrene 13-8 og 13-5 på henholdsvis Ancient og Dust2. Dermed sikrede det polske hold sig en plads i turneringens play-in-kampe, mens UNiTY kommer til at tage del i mandagens 2-2-kampe.
Efter KOLESIE mod UNiTY var overstået, gjaldt det SINNERS mod Young Ninjas. Her var SINNERS, som deltager ved sommerens major i Köln, IEM Cologne Major 2026, klare favoritter, men det var de unge ninjaer ligeglade med, da de tog fusen på og overraskede SINNERS-mandskabet.
SINNERS startede ellers serien bedst med en 13-5-sejr på Young Ninjas' mapvalg, Dust2, men de unge ninjaer rejste sig på flotteste vis og vandt efterfølgende SINNERS' map Nuke med 13-9.
Serien skulle til sidst afgøres på Mirage, og her viste NIPs akademispillere igen, at de var det bedre hold på dagen, da de lukkede serien med en 13-10-sejr og spillede sig videre til turneringens play-in-kampe.
Young Ninjas stillede i øvrigt op med den 24-årige danske Vster som en del af holdkortet. Den tidligere AaB-, WOPA- og Preasy Mix-spiller har spillet med holdet, siden de solgte MisteM til Eternal Fire. Det er ikke første gang, Vster hjælper Young Ninjas, da han agerede stand-in for holdet i United21 League Season 41 i slutningen af sidste år.
Tricked møder fnatic
Torsdag fortsætter turneringens fjerde runde med 2-1- og 1-2-kampene. Torsdagen byder på en enkelt 2-1-kamp - turneringens sidste - samt den første af de tre 1-2-kampe.
Fra klokken 17:00 gælder det først turneringens tredje og sidste 2-1-kamp, som står mellem polske Walczaki og svenske EYEBALLERS. Walczaki-mandskabet er det tidligere ESC, der for nylig fik sparket af den tyske organisation.
Vinderen af mødet mellem Walczaki og EYEBALLERS går videre til play-in med en samlet 3-1-score, mens taberen skal i aktion igen i mandagens 2-2-kampe.
Umiddelbart efter Walczaki mod EYEBALLERS er overstået, bliver der så taget hul på turneringens 1-2-kampe med den første af slagsen, som står mellem ukrainske fnatic og danske Tricked.
Tricked mod fnatic er programsat til at starte klokken 19:30. For IceBerg og co. er missionen meget enkel i torsdagens opgør mod fnatic. Det er "vind-eller-forsvind", så taber de, er de altså ude af turneringen. Vinder de til gengæld, så kan de stadig spille sig videre til turneringens play-in-kampe.
Torsdagens kampe i Tipsport Conquest of Prague 2026:
-
17:00 -
Walczaki vs.
EYEBALLERS -
19:30 -
fnatic vs.
Tricked





































