
Parken Challenger Championship 5 er fyldt op
Knap er den fjerde udgave af Parken Challenger Championship færdigafviklet, inden den danske turneringsarrangør er klar med den næste udgave af turneringen.
Den netop overståede sæson, Parken Challenger Championship Season 4, blev afviklet fra den 10. til 12. april. Her var det danske AaB, der løb med det hele for snuden af svenske Entropy og landsmændene fra WAZABI.
Der går dog ikke lang tid, før den næste sæson løber af stablen, for Parken Challenger Championship Season 5 starter nemlig allerede i denne weekend. Den femte udgave af turneringen løber af stablen fra den 18. til 20. april.
Med under en uge til, at Parken Challenger Championship Season 5 starter, er turneringen - modsat sæson 4, som kun havde 10 deltagerhold - allerede fyldt op.
Maksimalt antal deltagerhold er 12, og tilmeldingen lukkede i lørdags - altså syv dage før turneringsstart - og denne gang er alle pladser altså optaget, akkurat som det også var tilfældet ved Parken Challenger Championship Season 1, 2 og 3.
Det er vinderne af Parken Challenger Championship Season 4, AaB, der fører an i sæson 5, da holdet igen er tilmeldt. De spiller dermed deres fjerde PCC-turnering i træk og har kun misset den første udgave af turneringen.
Af andre nævneværdige hold er danske XI, Sashi Academy og ImmuNe blandt andet også at finde på deltagerlisten, som også tæller INFINITE, tre polske hold og et enkelt portugisisk mandskab.
Her er de 12 deltagerhold ved Parken Challenger Championship Season 5 - fordelt i turneringens to grupper:
Gruppe A
-
AaB -
XI Esport -
Eliten -
INFINITE -
zajezdzacze -
Phantom Academy
Gruppe B
-
Sashi Academy -
ImmuNe -
Dua Lipa Enjoyers -
Rebels -
TNC -
Z7
ImmuNe deltog også ved Parken Challenger Championship Season 4, hvor de stillede op med de tre danskere Doku, z_nan og olik1 samt keb1k fra Tjekkiet og rumænske kickdown.
Det er endnu uvist, om de stiller med nøjagtig samme fem spillere ved Parken Challenger Championship Season 5. Det store spørgsmålstegn er Doku, som også er skrevet op hos Dua Lipa Enjoyers, i øvrigt sammen med FlowiS, DEBRE, LethJ og OzN3X.
Hos det sidste af de i alt seks danske deltagerhold, hvor holdnavnet måske ikke lige ringer en klokke, nemlig Eliten, så er det vigg0, t0nse, Ryuga, hajde og Wendelbo, som de er skrevet op med.



























