
karrigan: "Det er lavpunktet i min karriere"
Søndag havde karrigan og FaZe en sidste chance for at spille sig til sommerens major i Köln. Det eneste, det krævede, var en sejr over blameF og BIG i finalen ved HLC Beograd PRO 2026.
FaZe formåede dog ikke at gøre det sidste, der skulle til, for at komme med til majoren. blameF og co. viste sig at være for stor en mundfuld, da de vandt finalen. Dermed gik BIG og SINNERS i stedet videre til majoren.
Det var anden gang, at FaZe fik deres majordrømme brast. Først blev de for en uge siden ekspederet ud af DraculaN Season 6, og her troede de fleste, at det var slut, og at FaZe havde forspildt deres chance for at komme med til majoren.
Det viste sig dog, at de netop havde skrevet sig op til endnu en turnering, nemlig HLC i Beograd, som gav dem endnu en chance. Men den forspildte de også. Til sidst var de blot én sejr fra at kvalificere sig.
Efter finalen ved HLC Beograd var færdigspillet, og FaZe endegyldigt havde udspillet deres chance for at komme med til majoren, gik holdets danske kaptajn, karrigan, til tasterne på X.
I sit opslag var danskeren klar i spyttet, da han ikke lagde skjul på, at det var karrierens lavpunkt, men også at de ganske enkelt ikke fortjente at komme med til majoren.
Jeg ved snart ikke, mand. Vi fortjente helt sikkert ikke at komme med til majoren, og der er ingen som helst undskyldninger.
Der venter nogle hårde måneder, men jeg gav aldrig - ikke på noget tidspunkt - i løbet af de seneste måneder. Men dette er lavpunktet i min karriere. Jeg vil kæmpe, og jeg håber, jeg kan overleve dette og komme tilbage.
Det er første gang nogensinde, at FaZe misser en major, og det ville have været karrigans 22. majordeltagelse.
Danskeren var i forvejen, sammen med franske apEX fra Vitality, den spiller med flest majordeltagelser. Nu må han til sommer se apEX tage rekorden for flest majordeltagelser alene.



























