
Flest major-kills: karrigan overgår dupreeh
Godt nok tabte karrigan og hans hold, FaZe, søndagens major-finale i Budapest til Vitality, men den danske IGL overtog alligevel rekorden for flest major-kills.
Inden major-finalen blev skudt i gang, var karrigan på en delt førsteplads med landsmanden dupreeh på listen over spillere med flest major-kills. Både karrigan og dupreeh stod noteret for 3.045 kills, mens Vitalitys apEX fulgte lige efter med 3.044.
Efter finalen lagde karrigan sig alene i spidsen. Han tilføjede 39 kills i finalen og er nu oppe på i alt 3.084 major-kills, hvilket gør ham til den spiller med flest kills i major-historien.
Vitalitys franske kaptajn, apEX, gik også forbi dupreeh på listen. Han er nu noteret for 3.078 major-kills.
Selvom karrigan tog rekorden for flest major-kills, måtte han dog se sig slået i kampen om trofæet. Det blev i stedet apEX og Vitality, der løftede major-titlen.
Her er spillerne med flest kills i major-turneringer:
-
karrigan - 3.084 kills -
apEX - 3.078 kills -
dupreeh - 3.045 kills -
rain - 2.989 kills -
EliGE - 2.764 kills -
NiKo - 2.703 kills -
device - 2.666 kills -
s1mple - 2.659 kills -
KRIMZ - 2.615 kills -
ropz - 2.615 kills
Taber endnu en major-finale
At karrigan heller ikke denne gang endte med at løfte major-trofæet, er i øvrigt noget, han efterhånden har fået lidt for vane.
Finalen søndag var den femte major-finale i karrigans karriere. Han har dog kun vundet én af dem og har dermed en af de laveste sejrsprocenter blandt spillere med flere major-finaler på CV'et.
Alle fem major-finaler, karrigan har deltaget i, er spillet med FaZe. Tre af de fem finaler er endda faldet inden for de seneste fire majors.
karrigan stod første gang i en major-finale ved ELEAGUE Major Boston 2018, hvor FaZe tabte til Cloud9. Den næste finale kom ved PGL Major Antwerpen 2022, hvor karrigan sikrede sig sin hidtil eneste major-titel.
Ved de to majors i 2024 - i henholdsvis København og Shanghai - nåede karrigan og FaZe igen finalen, men måtte begge gange se sig slået.
Også karrigans slovakiske holdkammerat, frozen, har en kedelig statistik, når det kommer til major-finaler. Han er nu på niveau med Edward og landsmanden GuardiaN, der alle har spillet og tabt tre major-finaler.
apEX vinder sin fjerde
Mens karrigan tabte sin fjerde major-finale, vandt franske apEX til gengæld sin fjerde major i karrieren.
Vitalitys 32-årige kaptajn tangerede dermed device, Magisk, Xyp9x og gla1ve og er nu kun én titel fra at udligne dupreeh, som står noteret for fem major-titler.
apEX har hentet tre af sine fire major-triumfer med Vitality. Den fjerde og hidtil eneste uden for organisationen vandt han med Envy. Vitality står nu noteret for tre major-titler i alt, hvoraf de to seneste er vundet i træk.
Med apEX' og Vitalitys sejr søndag er holdkammeraterne ropz og ZywOo nu lige i hælene på deres kaptajn samt de fire Astralis-legender, idet de hver står noteret for tre major-titler.
Netop ropz leverede i øvrigt karrierens hidtil bedste map-præstation undervejs i søndagens major-finale, da han på Overpass diskede op med en rating på 2,89.
Stor respekt mellem kaptajner
karrigan og apEX bliver altså ved med begge at sætte rekorder - både på godt og ondt.
Der er efterhånden heller ingen tvivl om, at de to må betegnes som to af de klart bedste in-game leadere i spillets historie. De har begge skabt historie, hver på deres måde.
Respekten mellem de to kolleger og holdkaptajner er da heller ikke til at komme uden om.
Efter finalen søndag tweetede karrigan, at han er stolt af sit hold trods nederlaget. apEX svarede, at karrigan er en legende og den sværeste IGL, han har stået over for.
Til det svarede karrigan tilbage, at respekten går begge veje, og han roste samtidig apEX og Vitality for deres fantastiske resultater i 2025, herunder to major-triumfer i træk.












