United21 arrangerer LAN-turneringen United21 x CYBER.MD Masters #1.

VRS-karavanen tager en smut forbi Moldova

United21 afvikler endnu en turnering, som denne gang fører VRS-karavanen til Moldovas hovedstad, Chisinau.

Der er efterhånden ingen steder i verden, hvor VRS-karavanen ikke kommer rundt. Nu tager den snart også en tur forbi Moldova.

Nabolandet Rumænien er efterhånden kendt for at have flest turneringer i løbet af året, med diverse PGL-turneringer samt Digital Crusades DraculaN-turneringer og BC.Game Masters Championship.

Republikken Moldova vil dog ikke længere stå i skyggen af den større nabo, og derfor har gamingklubben CYBER.MD stablet en ny LAN-turnering på benene i landet.

Den første udgave af turneringen bliver United21 x CYBER.MD Masters #1, og som navnet antyder, afvikles den i samarbejde med turneringsarrangøren United21, som i slutningen af januar også stod bag United21 x Esplay Challenge i Sverige.

United21 x CYBER.MD Masters #1 løber af stablen fra den 5. til 7. maj på CYBER.MD Gamingcenter i Moldovas hovedstad, Chisinau. Der er plads til maksimalt 16 hold, og hvis feltet fyldes, vil præmiepuljen løbe op i 64.000 kroner. Deltagergebyret er 6.400 kroner.

VRS-karavanens store rundtur i verden tager altså ingen ende, og nu kommer den også til Chisinau i Moldova, efter blandt andet at have været forbi Nørresundby i Danmark og Poitiers i Frankrig.

Snakker de vrøvl på internettet? Har de behov for dit indspark? Login eller opret en bruger for at kunne kommentere.