Beova Spring Masters 2026 er blevet udsat til den 22. marts. Foto: Beova Masters.

Udsat: VRS-turnering i Nørresundby flyttes to uger frem

Arrangørerne bag Beova Masters, en ny dansk LAN-turnering med VRS-point på spil, har valgt at udskyde deres første LAN-turnering.

Den 21. februar så en ny dansk LAN-turnering med VRS-point på højkant dagens lys, da Beova Masters annoncerede deres første turnering, Beova Spring Masters 2026.

Turneringen var i første omgang programsat til at blive afviklet over én dag, lørdag den 7. marts. Men på grund af den korte periode fra tilmeldingen åbnede lørdag den 28. februar ved middagstid - og frem til afviklingen - har arrangørerne valgt at udskyde turneringen.

Det korte vindue mellem tilmelding og turneringsstart betød, at kun ét hold hold nåede at tilmelde sig - ikke nok til at gennemføre turneringen. Derfor annoncerede arrangørerne mandag i et opslag på X, at turneringen i stedet afvikles søndag den 22. marts. Opslaget er senere blevet fjernet.

Det er udelukkende datoen, der er ændret. Resten - herunder format, struktur og præmiepulje - forbliver uændret. POWER Liga- og CEPTER 1. Division-holdet Fortress var hidtil det eneste hold på deltagerlisten. Det er uvist, om de også stiller op på den nye dato.

Bag turneringen står Beova Group, som driver skønhedsbrandet Beova. De får hjælp af Challengermode til afviklingen. Turneringen har en præmiepulje på 20.000 kroner, og der er plads til i alt otte hold. Tilmeldingen er åben efter først-til-mølle-princippet.

Mere information om turneringen kan findes her.

Snakker de vrøvl på internettet? Har de behov for dit indspark? Login eller opret en bruger for at kunne kommentere.