
Meldola mærker intet pres: "Det største pres er at vinde pistolrunden"
Mandag aften skal Invicta forsøge at nedbryde Fortress i den ene af POWER Ligaens fire 0-1-kampe. Mødet mellem Invicta og Fortress er en af to kampe mandag, der starter klokken 20:00.
Begge hold kender hinanden godt fra CEPTER 1. Division, hvor rivaliseringen har givet flere tætte opgør. Senest mødte de to hold hinanden for en uge siden på Inferno, hvor Invicta vandt 13-11.
Forud for kampen mellem Invicta og Fortress har Dust2.dk taget en snak Invictas Meldola, der fortæller lidt om starten på sæsonen, nederlaget til AaB og den kommende kamp mod divisionsrivalerne fra Fortress.
Invicta spillede deres åbningskamp i POWER Ligaen Sæson 31 for to uger siden, den 26. januar. Her tabte de klart til AaB, og Meldola er ikke i tvivl om, hvorfor det gik galt:
Det sgu svært at spille imod AaB, når qx har hele vores taktikbog - samtidig med han bor rent free i artie's hoved.
Ej, de var bare bedre end os. Vi skal ramme dagen, hvis vi skal slå et hold som AaB, og det gjorde vi bare ikke den dag.
Med et nederlag i bagagen er Invicta nu i en presset situation, hvor de skal vinde mandag for undgå at skulle ud i en af de afgørende 0-2-kampe. Men Meldola tager presset med et smil:
Pres? Det største pres, er stadig at vinde pistolrunden. Resten tager vi derfra.
De to hold har som nævnt mødt hinanden tidligere i CEPTER 1. Division, hvor Invicta kunne hive en sejr hjem på Inferno med 13-11. Meldola mener dog ikke, at det tidligere opgør giver dem en klar fordel denne gang:
Jeg ved ikke om vi kan tage noget med, men nu har vi slået dem både i kvalifikationen til POWER Ligaen og i CEPTER 1. Division. Og hvis jeg var Fortress, ville jeg personligt syntes at det er pinligt at tabe to gange på samme map til et hold, der har spillet max fem scrims de sidste fire sæsoner.
Når vi ser på Invictas sæson i CEPTER 1. Division, har de haft en svingende start med fem sejre i ni kampe. Meldola forklarer situationen og ambitionerne for resten af sæsonen:
Vi fik en rigtig dårlig start på sæsonen, og måtte blandt andet spille med en stand-in (Krogsen, red.), der spillede med controller. Nu har vi ændret nogle ting, og vores ambitioner er klart at komme i top 4 i CEPTER 1. Division.
I forhold til POWER Ligaen vil vi jo rigtig godt komme videre fra swiss, men vi ved også det bliver svært.
Til sidst rundede vi af med et spørgsmål om mulige udskiftninger i truppen under transfer-vinduet. Meldola er klar i mælet:
Puha. Det eneste vi skifter ud er vores stand-ins.
Mandagens kamp mod Fortress bliver afgørende for Invictas videre færd i POWER Ligaen - en kamp, som bliver sendt direkte på vores stream.
Her håber Meldola og resten af Invicta-holdet på, at de kan rette op på sæsonstarten og tage et vigtigt skridt mod topplaceringerne.
Følg med her:
Invicta mod Fortress kan følges direkte på streamen herunder.






















