
Astralis får sød hævn over Jame
Sidst de to hold mødtes fik Astralis kun ni runder i alt i hele kampen.
Så hævnen er sød for HooXi og kompagni, der med en 2-1 sejr over PARIVISION sender BLAST Bounty-vinderne tidligt hjem fra IEM Kraków 2026.
Astralis har gjort Overpass til deres hjemmebane, og man kan godt forstå hvorfor. De har vundet tre ud af de sidste fire gange, de har valgt mappet, hvor det eneste nederlag kom mod Spirit.
Mod PARIVISION kunne de sætte endnu en streg på vinderrubrikken af tabellen for Overpass, selvom Jame på typisk vis nægtede at lægge sig fladt ned og tvang Astralis til at bruge alle 24 runder.
Måske lidt overraskende gik det faktisk nemmere på Dust2 for Astralis. I hvert fald til at starte med.
PARIVISION startede på T-siden, hvor de gang på gang prøvede at straffe B-siden. Det lykkedes dem også at tvinge sig adgang til sitet, men et par heltesekvenser fra phzy og flotte retakes gjorde, at PARIVISION aldrig fik kontrol over økonomien, og i stedet var det Astralis, der løb med halvlegen 8-4.
Astralis vandt også den anden pistolrunde og bragte sig foran 10-4, før det store comeback fra PARIVISION begyndte. Helt tilbage til 11-11 før Astralis endelig kunne bringe sig på map og match point med et hurtigt A-take.
Men problemerne på T-siden fortsatte for HooXi og kompagni, da jame lavede et 1v2-clutch og sikrede en fejlfri CT-side i overtid. Herfra lukkede PARIVISION mappet 16-14.
Intens Ancient
Så skulle kampen afgøres på Ancient, og ligesom på de to foregående maps var det Astralis, som kom bedst fra start. 8 runder på CT-siden, og denne gang lod HooXi ikke PARIVISION komme tilbage i kampen med et stort comeback.
Astralis undgik de store kampe på midt og fik i stedet adgang til bombesites via yderpunkterne, og selvom der kom en enkelt svipser sidst på mappet, så lod det ikke til at ryste HooXi i sine konsekvente calls.
Nu hedder næste modstander FUT, der tabte en tæt kamp til G2 tidligere på dagen.































