
Nedturen fortsætter: Russisk storhold ender sidst ved LAN-turnering i Moskva
Nedturen vil ingen ende tage for russiske Virtus.pro, der lørdag nåede et nyt lavpunkt, da de blev slået ud af den lokale LAN-turnering Exort Cataclysm Season 1, som spilles i Moskva.
Det russiske storhold tabte fredag deres første kamp ved LAN-turneringen til upåagtede RUSTEC, som end ikke er rangeret på Valves verdensrangliste (VRS, red.). Dermed måtte Perfecto og co. en tur ned i lowerbracket i deres gruppe - gruppe B.
Her skulle de lørdag spille en "vind-eller-forsvind"-kamp mod et andet russisk hold, WW, som per 26. januar var placeret som nummer 132 på Valves rangliste. Den kamp endte med at gøre ondt værre for Virtus.pro.
Virtus.pro vandt ellers opgørets første map, Dust2, med 13-11, men WW kom stærkt igen og vandt det efterfølgende map, Inferno, med samme cifre.
Til sidst, på det tredje og afgørende map, Ancient, sørgede WW for at gøre nedturen komplet for Virtus.pro, da de højest overraskende vandt 13-9 og dermed tog den samlede sejr i serien.
Med nederlagene til RUSTEC og WW slutter Virtus.pro dermed på en yderst skuffende sidsteplads ved Exort Cataclysm Season 1. Og som om det ikke var nok, dumper de yderligere ned på VRS, hvor de nu er placeret som nummer 84 i verden.
ARCRED endte i øvrigt med at vinde den gruppe, som Virtus.pro sluttede sidst i, foran RUSTEC, der slog WW i den afgørende gruppekamp om andenpladsen.
Også turneringens gruppe A blev færdigspillet lørdag. Den gruppe blev vundet af K27 foran mixholdet WHITEBIRD.
Grupperne C og D, hvor hold som Nemiga, Nemesis, Nuclear TigeRES og BET-M befinder sig, afvikles søndag, mens turneringens slutspil spilles mandag og tirsdag.
Resultater, kommende kampe og turneringsbracket for Exort Cataclysm Season 1 kan findes her.





















