
Bjørn i frit fald: Russisk gigant styrtdykker på Valves rangliste
Engang var Virtus.pro et af verdens bedste Counter-Strike-hold, men nu står den russiske bjørn midt i en massiv deroute. Holdet styrtdykker og er i frit fald på Valves verdensrangliste (VRS, red.).
Det tidligere hæderkronede og velrespekterede mandskab er på blot et halvt år faldet fra en 17.-plads på Valves rangliste til en placering som nummer 66. Faldet er sket i perioden fra den 21. juli 2025 til den 26. januar 2026 med holdets nuværende core, som har været intakt i hele perioden.
Derouten stopper dog ikke her. Kigger man på Valves liveopdaterede rangliste på HLTV per dags dato, den 31. januar 2026, er Virtus.pro nu helt nede som nummer 78. Et fald fra tinderne, der er til at tage og føle på.
Ser man på holdets resultater i samme periode, tegner der sig også et tydeligt billede af et hold langt fra fordums styrke. Nedturen begyndte ved IEM Cologne 2025, hvor Virtus.pro sluttede på en 9.-12.-plads. Siden fulgte sidstepladser ved både Esports World Cup 2025, BLAST Open London 2025 og BLAST Bounty 2026 Season 1.
Det er i perioden kun blevet til to top 8-placeringer - ved BLAST Bounty 2025 Season 2 og CS Asia Championships 2025. Ved FISSURE Playground 2 og IEM Chengdu 2025 sluttede de begge gange uden for top 8.
Virtus.pro har desuden ikke vundet en kamp siden sejren over FaZe ved IEM Chengdu 2025 den 4. november sidste år. Siden da er det blevet til nederlag mod G2 og Vitality samt de mindre profilerede hold Nuclear TigeRES, Nemiga og RUSTEC.
I den åbne kvalifikation til IEM Rio 2026 røg de den 17. januar ud med et 10-13-nederlag til Nuclear TigeRES. Ti dage senere blev de slået ud i ottendedelsfinalerne i CCT Season 3 Europe Series 13 af Nemiga efter et samlet 0-2-nederlag, hvor Virtus.pro endda missede første map på grund af manglende kamera hos to af spillerne.
Det seneste - og muligvis mest pinlige - nederlag faldt lørdag den 31. januar, hvor Virtus.pro tabte 0-2 til det stort set ukendte russiske hold RUSTEC ved LAN-turneringen Exort Cataclysm Season 1.
Fra verdenstoppen til tier 2
Virtus.pros markante nedtur på Valves rangliste tog for alvor fart i juni sidste år, da organisationen valgte at udskifte FL4MUS og electroNic med Perfecto og tO0RO. Allerede inden de udskiftninger var resultaterne dog svingende.
Senere, i slutningen af oktober, røg også ICY ud til fordel for b1st, men uden den ønskede effekt. Holdet formåede fortsat ikke at få tingene til at fungere, heller ikke med en tremandskerne bestående af FL1T, fame og Perfecto, hvor sidstnævnte havde overtaget rollen som kaptajn.
Forud for de mange udskiftninger var Virtus.pro placeret som nummer 14 på juli-ranglisten sidste år, efter i flere måneder at have ligget stabilt omkring en 12.-plads. Herefter begyndte det for alvor at gå ned ad bakke.
De faldt til nummer 17 på august-ranglisten, og siden har kurven kun peget én vej - nedad - måned for måned. På ranglisten fra december var Virtus.pro helt nede som nummer 41, inden de gik ind i 2026 som nummer 50 på verdensranglisten den 5. januar.
I skrivende stund er Virtus.pro, som nævnt, helt nede som nummer 78 i verden - langt fra de direkte invitationer til tier 1-turneringer, der tidligere var hverdagskost for organisationen. I stedet venter nu en lang vej tilbage gennem tier 2-landskabet, og den rejse er langt fra startet på overbevisende vis.
Virtus.pro består af:
-
fame -
FL1T -
Perfecto -
tO0RO -
b1st -
ProbLeM (Coach)
-- -
ICY (Udlejet til ALLINERS)

























