
Unge kanoner skyder Tricked til tops i Malmö
Da den svenske LAN-turnering PLAYR Masters Season 1 blev skudt i gang i Malmö fredag, den 16. januar, var der hele fem danske hold blandt de 12 deltagere, og dermed gode odds for en dansk turneringssejr.
Og det endte også med en dansk triumf i den svenske by på den anden side af Sundet. Danske Tricked løb nemlig med det hele. I finalen besejrede de hjemmebanefavoritterne Johnny Speeds, som i slutspillet havde sendt både Sashi og STATE til tælling i henholdsvis kvart- og semifinalerne.
Finaleopgøret mellem Tricked og Johnny Speeds blev skudt i gang lidt over klokken 22 sent lørdag aften. Opgøret var først afgjort omkring midnat, hvor Tricked fortjent kunne løfte trofæet.
Det danske mandskab kom dog ikke nemt til sejren i Sverige. Først skulle der overtid til på det første map i finalen, Train, som Tricked havde valgt, inden danskerne lukkede deres eget map med cifrene 16-14.
På det efterfølgende map, Overpass, var det også tæt på, at der skulle overtid til. Det blev endnu en tæt affære, men denne gang var det Johnny Speeds, der trak det længste strå med en 13-11-sejr i 24. og sidste runde.
Til sidst skulle det hele afgøres på Inferno. Her var Tricked i overvejende kontrol, bortset fra enkelte perioder, hvor deres svenske modstandere bed fra sig. Inferno endte 13-9 til danskerne, og dermed var både finalesejren og turneringssejren i hus.
Set med danske briller endte PLAYR Masters Season 1 alt i alt som en dansk succes, med alle fem danske deltagere i slutspillet og blandt turneringens otte bedste.
Godt nok blev det ikke til en ren dansk finale mellem Tricked og STATE - det satte Johnny Speeds en stopper for - men alligevel endte turneringen med en dansk triumf. STATE måtte tage til takke med tredjepladsen efter en sejr over svenske megoshort i bronzekampen.
Plads- og præmiefordeling ved PLAYR Masters Season 1:
-
1.
Tricked - 35.000 kroner -
2.
Johnny Speeds - 17..500 kroner -
3.-4.
STATE - 8.700 kroner -
3.-4.
megoshort - 8.700 kroner -
5.-8.
Sashi -
5.-8.
Prestige -
5.-8.
AaB -
5.-8.
HEROIC Academy -
9.-10.
SemperFi -
9.-10.
aimclub -
11.-12.
INFINITE -
11.-12.
Hemmaplan
Hopper frem på VRS
Sashi, Prestige og AaB endte alle på en delt 5.-8. plads og dermed lige uden for pengepræmierne. Fire ud af de fem danske hold fik dog plus på VRS-kontoen. Her var STATE den helt store højdespringer, da de rykkede hele 104 pladser frem til nummer 93.
Tricked var den næststørste højdespringer med en fremgang på 91 placeringer, hvilket sendte dem op som nummer 58. AaB hoppede 19 pladser frem til en 92.-plads, mens Sashi avancerede tre pladser og nu ligger nummer 51.
Prestige var det eneste danske hold, der tog hjem fra Sverige uden ekstra VRS-point. De tabte dog heller ingen point og forbliver dermed nummer 138.
Det var i øvrigt ikke kun top 8 i den endelige slutstilling, der bar præg af dansk succes. Det samme gjorde sig gældende i top 8 over turneringens bedste spillere, hvor hele fem danskere havde sneget sig ind.
Sashis kaptajn, Cabbi, var turneringens bedst ratede spiller med en rating på 1,31 efter syv maps. NickyB fra Tricked og Zanto fra STATE var blandt de bedste med en delt tredjeplads. De delte placeringen med svenske jocab fra Johnny Speeds, og alle tre sluttede med en samlet rating på 1,23.
NickyBs holdkammerat hos Tricked, Boye, endte som turneringens sjettebedste spiller med en rating på 1,20 efter 12 spillede maps. Samme rating sluttede Prestiges estiske stjerne fejtZ også på.
Derudover sneg Sashis nye mand, acoR, sig ind som turneringens ottendebedste spiller med en rating på 1,16. Også de to Tricked-spillere salazar og IceBerg leverede stærkt med en rating på 1,13, mens kwezz fra STATE ligeledes imponerede med en rating på 1,12.
I finalen var det Trickeds bedste spiller gennem hele turneringen, NickyB, der styrede showet. Han sluttede finalen med 52 kills og en rating på 1,24. leakz fulgte lige efter med 48 kills og en rating på 1,13.





















