
karrigan udgiver vlog fra slutspillet ved majoren i Budapest
Søndag tabte karrigan og FaZe finalen ved StarLadder Budapest Major 2025 med samlet 1-3 til Vitality.
At karrigan og co. overhovedet nåede hele vejen til finalen, var dog i sig selv lidt af et mirakel. Holdet var nemlig tæt på at ryge ud to gange - først i første gruppespilsstadie og senere i tredje stadie.
FaZe startede majoren i første stadie, hvor de var nede 1-2 efter deres første tre kampe. Med kniven på struben vandt de dog deres næste to kampe og spillede sig videre til andet stadie.
I andet stadie gik de sikkert videre med en samlet 3-0-score. Men i tredje stadie var det som i det første om igen. Igen var de nede 1-2 efter de første tre kampe og tæt på exit, men spillede sig endnu en gang videre med nød og næppe efter to sejre til sidst.
I slutspillet slog de først MOUZ i kvartfinalen og dernæst NAVI i semifinalen, inden de som nævnt endte med at tabe finalen til Vitality.
FaZes danske kaptajn, karrigan, har dokumenteret holdets vilde rejse gennem majoren i en række vlogs fra hvert stadie, hvor han giver et unikt indblik bag kulisserne.
Danskerens vlog fra andet stadie kan ses her, mens hans vlog fra tredje stadie findes her. Til sidst er der hans vlog fra slutspillet, som han lagde på YouTube onsdag. Den kan du se herunder.




















