
Dengzoe stopper karrieren - kigger trænervejen
I søndags offentliggjorde danskerholdet ALGO, at Dengzoe var blevet bænket. Både ALGO og Dengzoe selv meldte ud, at bænkningen var hans eget valg og skyldtes personlige årsager.
Nu uddyber hovedpersonen, den 22-årige danske IGL, hvorfor han valgte at lade sig bænke. Samtidig annoncerer han, at han - trods sin unge alder - har besluttet at stoppe sin spillerkarriere.
Det skriver Dengzoe i et længere opslag på X fredag eftermiddag.
Selvom han stopper karrieren som spiller, er han dog ikke færdig med Counter-Strike. Han planlægger i stedet at gå trænervejen, fortæller han i opslaget.
Dengzoe forklarer desuden, at beslutningen bunder i, at han gennem det seneste halve år gradvist har mistet lysten til at spille Counter-Strike, efter mere end 10 år i miljøet. Og han havde lovet sig selv at stoppe, hvis han ikke længere følte, at han kunne give sig 100 procent.
Her er Dengzoes opslag på X - oversat til dansk:
Officielt: Jeg går på pension som CS-spiller (for at gå trænervejen)
Det her er et ret følelsesladet opslag for mig at skrive. At være CS-spiller har været en stor del af mig, siden jeg var 12 år gammel. Jeg elskede at spille spillet, elskede at konkurrere og elskede oplevelsen af at være på et hold, der hver dag jagtede et fælles mål. Lige siden jeg åbnede spillet for første gang, vidste jeg, at det var noget, jeg ville dedikere mig til, og meget tidligt gjorde jeg det til min drøm og mit mål at blive professionel spiller. Så dér sad jeg, de sidste 10 år, og spillede 8+ timer om dagen for at jagte min drøm. Og lige idet jeg nåede et punkt, hvor jeg kunne leve af at spille spillet, forsvandt lysten til at spille fuldstændig. Livet er nok bare sådan nogle gange.
Dem, der kender mig, ved, at jeg de seneste 6 måneder ikke rigtig har nydt at spille spillet. Det begyndte at føles kedeligt og repetitivt, og det sjove var der ikke længere for mig. Jeg har simpelthen ikke længere den passion, der skal til for at lægge de timer i det, som jeg mener, der kræves for at blive en bedre spiller. Jeg lovede altid mig selv, at den dag jeg vågner op og indser, at jeg ikke længere er villig til at give 100 %, så er det dagen, jeg stopper. Den dag er i dag. Kunne jeg have presset mig selv længere? Sandsynligvis ja, men det er ikke det, jeg ønsker længere. Det blev ikke den karriere, jeg drømte om, men det er en karriere, jeg er stolt af og taknemmelig for alligevel. Jeg tror, at 12-årige Bertil stadig ville synes, det er ret sejt, at jeg kom så langt.
Så hvad nu?
Jeg har altid vidst, at jeg en dag ville skifte over til en trænerrolle. Mine styrker i spillet har altid peget i den retning, og jeg er sikker på, at det er noget, jeg kan blive rigtig god til, hvis jeg lægger mig i selen. Jeg havde nok ikke forventet, at det ville ske så tidligt i mit liv, men det føles rigtigt, og det tænder en gnist i mig, når jeg forestiller mig min fremtid som træner. Så det er den vej, jeg vil gå.
Jeg vil afslutte dette opslag med at takke alle, jeg har mødt, spillet med eller imod gennem årene. Det har været en sjov tur indtil nu, og jeg har mødt mange mennesker gennem dette spil, som jeg i dag betragter som nære venner. Tidligere holdkammerater, trænere, venner og alle derimellem - tak for rejsen indtil videre. Vi ses på serveren (jeg kommer til at ødelægge jer som coach).
16 sæsoner i POWER Ligaen og divisionerne
Dengzoe var mest kendt for sin tid hos XI, som han repræsenterede to gange: først fra august 2023 til juni 2024, og senere igen fra januar til marts i år.
I alt nåede han at spille hele 16 sæsoner i POWER Ligaen og dens divisioner. I fire af sæsonerne spillede han for XI, men det var hos Sashi Academy, han hentede sin bedste placering med en tredjeplads. Han spillede for Sashi Academy fra august til december sidste år, imellem sine to ophold hos XI.
Senest har Dengzoe spillet for den ukrainske organisation ALGO, blandt andet sammen med landsmændene Scr0b og anber. Han kom til ALGO i september efter at have været en del af HEROIC Academy i næsten et halvt år. Med HEROIC Academy spillede han en enkelt sæson i POWER Ligaen, sæson 29, som også blev hans seneste.
Før sit første ophold hos XI spillede han for Brøndby i næsten et år. Her deltog han i to sæsoner i 1. division og en enkelt i POWER Ligaen.
Dengzoes debut i ligaen og dens divisioner var i sæson 14, hvor han spillede for Femmøller.Main i 2. division. I sæson 15 og 16 spillede han i 2. og 1. division for Fjerritslev Gymnasium. I sæson 17-19 spillede han en sæson i 3. division og to sæsoner i 2. division for MASONIC Academy, inden han i sæson 20 tørnede ud for Sashi i 1. division.
Dengzoes statistikker fra alle hans sæsoner i POWER Ligaen og divisionerne kan ses her.























