
Klubber vurderer det interne styrkeforhold forud for Pro League
ESL har bedt holdene i første stadie af ESL Pro League Season 22 om at rangere hinanden.
I modsætning til de fleste andre turneringer, så er det ikke udelukkende holdenes placering på Valves verdensrangliste fra invitationsdagen, som afgør hvilket seed holdene har. I stedet er det gennemsnittet af holdenes vurdering, der afgør hvilket seed, hvert hold får, og kun i tilfælde af at to hold er vurderet til at være lige stærke, vil VRS blive taget i brug.
Effekten af det er, at for eksempel G2 er hoppet op på et førsteseed. Hvis seedingen udelukkende var baseret på Valves officielle verdensrangliste fra den 1. september, så ville G2 være 6. seedet i ESL Pro League.
Astralis er til gengæld vurderet til at være lidt svagere, end deres placering på verdensranglisten den 1. september. De er skubbet en enkelt plads ned af de andre hold og havnet som seed fire i første stadie af EPL i stedet for seed tre.
Det betyder, at Astralis skal spille deres åbningskamp mod FLUXO, hvis det altså foregår sådan, at 1. seed møder 16. seed, 2. seed møder 15. seed, og så videre i første spillerunde.
Du kan se den endelige seeding og forskellen fra 1. septembers verdensrangliste i opslaget herunder.
Hvis man er interesseret i, hvordan det enkelte hold har vurderet deres modstandere, så har ESL også offentliggjort det. Det kan man se i opslaget på X i bunden af artiklen.
Det nok mest bemærkelsesværdige valg her er HOTU, der har vurderet Virtus.pro som det dårligste hold ud af de 16 i første stadie.
Den stemme er imidlertid blevet smidt i skraldespanden af ESL, der sorterer stemmer, som falder langt uden for gennemsnittet, fra.
