
STORT CHOK I BEOGRAD: LIQUID SENDER AURORA HJEM
Stik mod alle forventninger er Liquid semifinaleklar ved FISSURE Playground 2 i Serbiens hovedstad, Beograd.
Liquid spillede sig videre til turneringens semifinaler med en overraskende 2-0-sejr over tyrkiske Aurora, der ellers var forhåndsfavoritter.
Opgøret endte 13-9 og 13-8 til Liquid, som startede kampen med at vinde deres eget map, Mirage. På det efterfølgende map, Inferno, satte Twistzz og co. tingene på plads.
På begge maps satte Liquid turboen til efter pausen, selvom det var helt eller nogenlunde lige ved pausen. På Mirage var Aurora foran 7-5, mens det stod 6-6 ved pausen på Inferno.
Liquid viste dog, at man ikke skal undervurdere et dødt hold. Og især Twistzz, der skifter til FaZe efter denne turnering, gik forrest for holdet. Canadieren leverede 39 kills og en rating på 1,45 under opgøret. Også landsmanden NAF spillede stærkt med en rating på 1,43.
Mens Aurora nu kan tage tilbage til deres hotel og begynde at pakke, kan Liquid forberede sig på deres semifinale lørdag mod The MongolZ.
Tilbage resterer nu blot de to sidste kvartfinaler, som er Astralis mod FURIA og Falcons mod paiN. Kampen mellem Astralis og FURIA skydes i gang klokken 17:35.
Følg med her:
Samtlige slutspilskampe ved FISSURE Playground 2 kan følges direkte på streamen herunder.




























