
device nyder at spille sammen med Magisk igen
Astralis-spillerne kunne onsdag ånde lettet op, efter det danske mandskab fik skovlen under GamerLegion og i den forbindelse sikrede sluspillet ved FISSURE Playground 2.
Lige efter kampen var vores brasilianske søsterside, Dust2.com.br, hurtige til at fange device, hvor snakken blandt andet gik på genforenelsen med Magisk og majoren i Budapest.
Først og fremmest var AWP'eren dog glad for at have sikret slutspillet og dermed fik imødekommet holdets mål om at nå slutspillet.
Selvfølgelig er jeg meget glad lige for at have nået slutspillet. Jeg synes, at vi spillede en rigtig god kamp imod GamerLegion. Vi vandt 2-0 og mange af de ting, vi forventede i vores gameplan, skete. Det var god forberedelse af HooXi og ruggah, og det var vigtigt.
Vi har ikke rigtig talt om forventningerne til denne turnering. Vi har ikke haft meget tid med Magisk. At nå slutspillet er altid et mål, vi har som hold; et første mål at opnå i turneringen, og jeg er meget glad for at have gjort det. Det var svært at være nede 1-2 og skulle vinde to kampe i træk, men jeg er glad, og nu er det tid til kvartfinalerne.
Astralis' kvartfinalemodstander er i skrivende stund ikke på plads endnu, men uanset tror device på, at han og resten af holdet har nok dybde til at overraske og eventuelt gå hele vejen.
Jeg mener, man altid skal tro (på, at vi kan vinde). I CS2 er det MR12 og Bo3, så det kan blive en meget kort kamp. Jeg tror, vi har nok dybde til at overraske og måske nå hele vejen. Men for os er det én kamp ad gangen, og nu er det kvartfinalerne. Vi må se, hvem vi spiller imod, og så tager vi den derfra.
Genforenet med Magisk
Den igangværende turnering i Serbien er den første i lang tid, hvor device og Magisk er at finde på serveren, uden at det er imod hinanden.
Den 30-årige AWP'er fortæller til det brasilianske medie, at han nyder at spille sammen med ham, da han både på og uden for serveren passer ind.
Jeg nyder det virkelig. Han er den samme som altid, og han bringer en rigtig god energi, en masse initiativ, og han er meget innovativ, når det kommer til granater og den slags. Jeg synes, det er rigtig sjovt at spille med ham, og vi er også gode venner, så uden for serveren har vi det også rigtig sjovt.
Det er derimod usikkert, hvor længe Magisk kommer til at figurere på Astralis, da han i øjeblikket fungerer som stand-in for stavn, der er ude på sygeorlov.
Det var ikke forventet af nogen af os. stavn er stadig ude på sygeorlov. Hans fremtid er usikker, Magisk vil kun være her indtil slutningen af majoren, så det er bare en løsning for nu. Vi havde ikke meget tid, men ja, nogle roller måtte ændres. Vi diskuterer stadig nogle af de valg, vi traf, om vi holder fast i dem og den slags ting. Det er altid et igangværende arbejde. Det er stadig meget nyt, og det har været en rutsjebanetur, men det er godt i det mindste at være i slutspillet.
Majoren i vente
Med Astralis' kvalifikation til slutspillet ved FISSURE Playground 2 er pladsen ved majoren i Budapest desuden mere eller mindre helt sikret.
Naturligvis er device spændt på at være tilbage efter flere års fravær. Han fortæller, at især tilføjelsen af HooXi har hjulpet holdet en del med at nå hertil.
Jeg er ret sikker på, at vi allerede har kvalificeret os. Jeg tweetede endda efter RMR sluttede, at vi måske kvalificerer os denne gang. Jeg tror, at tilføjelsen af HooXi også har hjulpet med det. Jeg har ikke spillet en major i fire år, så jeg er ret sikker på, at vi allerede har kvalificeret os. Jeg er meget spændt.
For mig er dette den tid på sæsonen, hvor jeg skal være mere fokuseret og på højeste niveau. Alt indtil videre sker stort set for at få det til at ske, og vi vil forsøge at spille med til de forskellige stadier af majoren. Så ja, jeg er bare glad og håber, at vi allerede har kvalificeret os og kan hele vejen.
Selvom det er lang tid siden, at device spillede en major, regner han med at blive nervøs, men det er også noget, han håber på at blive.
Jeg synes ikke nødvendigvis, at det er dårligt at være nervøs, så forhåbentlig bliver jeg det. For mig betyder det, at der er noget på spil; at kampen betyder meget for mig. Jeg tror selvfølgelig, at jeg bliver nervøs, men alle ved, hvordan majoren er; man ser altid underdog-hold, der når finalen og når meget langt.
Vi bliver ikke favoritter til majoren, men Magisk og jeg har spillet meget mod underdogs i finalen, og ved majoren handler det om tro. Det er én kamp ad gangen, og nogle af de bedre hold vil have mere pres for at nå langt.