
blameF og fnatic færdige i BLAST Bounty
fnatic valgte at udfordre Legacy i torsdagens BLAST Bounty-opgør, men som med alle de andre underdog-forsøg samme dag, gav det ikke pote.
fnatic kom sovende ud til første map, deres eget valg, Ancient, og blev hurtigt kørt over af et energisk Legacy-hold. Brasilianerne kom foran 10-2 ved halvlegen og satte hurtigt et endeligt punktum med en overbevisende 13-2-sejr, inden fnatic kunne få ben til jorden.
Herefter vågnede blameF og co. op. På Inferno tog Legacy de tre første runder, men fnatic svarede igen med aggression og tog en 8-4-føring på CT-siden. Trods et brasiliansk comeback-forsøg lukkede fnatic mappet med 13-10 og udlignede til 1-1.
Kampen skulle afgøres på Mirage, hvor første halvleg sluttede helt lige 6-6. Men da holdene skiftede side, var det Legacy, der trak fra på CT-siden. fnatic formåede blot at få tre runder mere, og dermed kunne brasilianerne tage sejren 13-9 og samlet 2-1.
Med resultatet er Legacy videre til ottendedelsfinalerne, mens fnatic må se sig elimineret fra turneringen.