
Pimp udsat for chikane ved IEM Cologne
IEM Cologne er for mange nok det største event, vi har i Counter-Strike, udover majorturneringerne.
Og selv da foretrækker nogle stemningen og formatet i Lanxess Arena, som er blevet døbt "Counter-Strikes katedral".
Pimp er en af dem, der ser IEM Cologne som årets bedste event, men i år blev den oplevelse skæmmet af personlig chikane mod den danske ekspert.
Det fortæller Pimp selv om i et opslag på X, hvor han også viser, hvad han blev udsat for.
En eller flere ukendte personer delte papirer ud, hvor der var printet et fotografi af Pimp med en provokerende tekst under, der indeholdt øgenavne og homofobiske udtryk.
Det var over stregen for Pimp, særligt fordi det ikke "bare" var en del af arbejdet, men også påvirkede privatlivet.
At være nødt til at forklare overfor min kæreste og svigerfar, hvorfor nogle mennesker kunne finde på at skrive og printe sådan noget, var ikke rart.
Jeg inviterede dem med for at de kunne opleve, hvad jeg regner for det bedste CS-event hele året. Jeg inviterede dem for at de kunne se, hvad jeg laver på mit arbejde og opleve den bedste atmosfære, som Counter-Strike har at byde på.
Længere nede i sit opslag følger Pimp op med:
Jeg bruger 200 dage væk hjemmefra hvert år, jeg dedikerer hele mit professionelle liv til dette vidunderlige spil. Det kan godt være du ikke er enig i alt, hvad jeg siger eller gør, og det er helt fair, men lad os holde det sobert. Mit job er en STOR del af mit liv, men det er ikke hele mit liv.
Det her var over stregen for mig, og jeg håber, at det er den sidste gang, jeg er nødt til at forklare nogen i mit liv, hvilke grimme sider, der også følger med.
Læs hele Pimps opslag på X i bunden af artiklen.
Stort set alle svarene til Pimps opslag på X udtrykker sympati med den danske ekspert og fordømmer chikanen.
Professionelle spillere har også kommenteret på hændelsen. Her er det amerikanske Swisher, der kobler det til andre hændelser ved IEM Cologne 2025, hvor normerne for god opførsel blev brudt. Han refererer sandsynligvis til et racistisk udråb fra en person i publikum, da trofæet blev båret ind på scenen i Lanxess Arena første gang i starten af slutspillet.
Mindst tre situationer ved dette event, hvor folk skejer ud... Det er virkelig skuffende at se sådan nogle ting. Du er ikke "sjov" når du gør sådan noget. Bare vær bedre, folkens, det er virkelig ikke så svært.
