
Vorborg har købt rettighederne til Copenhagen Flames-brandet: "Der er ingen planer lige nu om at genoplive holdet"
Den 31. juli købte Vorborg sit tidligere holds navn, logo og brand.
Det kunne han afsløre på det sociale medie X.
I et interview med Dust2.dk går han i dybden med, hvorfor han valgte at købe brandet.
Jeg har rettighederne til brandet og brug af logo og navn.
Brugte over fem år af mit liv på at gå fra en virksomhed med 200.000 kroner i års budget til alt, til hvad Copenhagen Flames var til sidst med mange ansatte, kontor og en masse fede oplevelser i banken.
Jeg levede og åndede Flames i de fem år, gav afkald på løn, ferier, familie arrangementer osv., for at jagte drømmen. Jeg har arbejdet med enormt mange fede mennesker, som jeg delte fantastiske oplevelser med. LANs rundt omkring i verden i Hearthstone, PUBG m.fl., og selvfølgelig CS. Derudover lange aftener sammen med mine partnere Steffen og Michal, og alle de andre på kontoret. Det var de vildeste opture, og de mest stressende nedture, indtil jeg efter Antwerpen-majoren solgte mine andele og skulle prøve noget nyt.
Der bliver ikke tale om et comeback til CS for organisationen lige foreløbig. Vorborg har travlt med at bygge sit eget brand op, men han slukker ikke helt for drømmen om at genoptage holdet en dag.
Copenhagen Flames deltog tidligere i to majors – og nåede endda en kvartfinale ved majoren i Antwerpen med et hold bestående af HooXi, jabbi, roeJ, nicoodoz og Zyphon.
Der er ingen planer pt. for at genoplive et hold - jeg har gang i at bygge UNCORE og har mere end rigeligt i det for nu.
Men hvem ved én dag, hvis man lige finder nogle millioner man ved ikke, hvad man skal bruge til.Det er ikke voldsomt dyrt at købe ting af et konkursbo, så det var mest af alt fordi jeg godt kunne lide ideen om at have Flames i baglommen, selvom der igen ingen konkrete planer er. Jeg ved at Flames betød rigtig meget for rigtig mange mennesker, både nogle fans, men især de medarbejdere vi havde. Der var mange, der levede og åndede Flames. Det betød også alt for mig, så derfor valgte jeg at bruge lidt penge på det.
For lidt over et år siden valgte Vorborg i øvrigt at stoppe som træner. Kort tid efter præsenterede han management- og brandingbureauet UNCORE.
Blandt de ansatte hos UNCORE er også den tidligere Copenhagen Flames-spiller, roeJ, som valgte at stoppe sin spillerkarriere tilbage i marts.
