
Brasiliansk hold erstatter Aurora ved BLAST Open London
De brasilianske major-semifinalister, paiN, var oprindeligt ikke en del af deltagerfeltet til BLAST Open London 2025, men nu er de alligevel med i turneringen.
Fredag offentliggjorde BLAST nemlig, at paiN erstatter tyrkiske Aurora ved turneringen. Det fremgår af et opslag på X.
BLAST har ikke oplyst, hvad der ligger til grund for udskiftningen, men meget tyder på, at XANTARES fortsat er ude af spil, og at Aurora ikke ønsker at stille op med en stand-in igen.
Ved IEM Cologne måtte XANTARES blive hjemme af familiemæssige årsager, og her stillede Aurora i stedet op med xfl0ud som stand-in.
Dermed er disse hold nu bekræftet til BLAST Open London 2025:
Vitality
MOUZ
FaZe
NAVI
GamerLegion
G2
HEROIC
Spirit
Virtus.pro
The MongolZ
FURIA
paiN
Udover de 12 inviterede hold, som alle har fået plads via Valves verdensrangliste (VRS, red.), deltager yderligere fire hold i turneringen, der afvikles fra den 27. august til 1. september. Gruppespillet spilles online, mens slutspillet foregår på LAN i London.
De sidste fire deltagere findes gennem fire regionale BLAST Rising-turneringer. Den europæiske BLAST Rising-turnering, RES Showdown 2: BLAST Premier Rising Event, er netop blevet skudt i gang, mens den asiatiske pendant startede tidligere fredag.
Den nordamerikanske og sydamerikanske BLAST Rising-turnering begynder senere på dagen, fredag.
