
flameZ før slutspillet: "Vi kan smadre alle"
Dust2.dk til IEM Cologne
Vitality er allerede klar til semifinalerne ved IEM Cologne 2025, og her er selvtilliden i top - især hos holdets israelske stjernespiller, flameZ.
På mediedagen onsdag talte Dust2.dk med flameZ, som udstråler stor tro på egne og holdets evner forud for semifinalen, hvor MOUZ venter, efter de fredag sendte FURIA ud af turneringen.
Vi er meget selvsikre. Vi har været selvsikre hele året, fordi vi ved, at hvis vi rammer vores A-game, så er vi virkelig gode og kan smadre de andre hold, fortæller han.
IEM Cologne er Vitalitys første turnering efter sommerpausen, men ifølge flameZ har forberedelserne været solide - selv efter en sommerpause, hvor spillerne greb tingene forskelligt an.
Nogle fortsætter med at spille og holde sig skarpe, mens andre, som mig selv, har brug for helt at koble fra. Det giver mig lysten og sulten tilbage, siger han og tilføjer:
ropz er lidt en anden type. Han bliver bare ved med at grinde og holde sig opdateret med metaen. For resten af os handlede det mere om at lade op og få motivationen tilbage.
Spillede Overpass om morgenen
Siden Valve for nylig erstattede Anubis med Overpass, har flere hold haft travlt med at tilpasse sig, men det gjaldt ikke Vitality, som hurtigt tog aktion.
Vi så ændringen klokken fire om morgenen under bootcampen. I stedet for Anubis gik vi direkte i gang med Overpass, og vi har faktisk trænet den en del siden. Vi føler os rigtig komfortable på den, siger flameZ, og peger på, at meget af det gamle fra Overpass stadig virker.
Hvem skal de møde?
I semifinalen står Vitality som nævnt over for MOUZ, og flameZ får dermed sin foretrukne semifinalemodstander.
Vi foretrækker nok MOUZ. Det er et hold, man aldrig må undervurdere, men hvis du vil vinde i Köln, skal du slå de bedste hold i verden. Og MOUZ er et af dem.
Omvendt har FURIA også set rigtig stærke ud. De spiller vanvittigt og individuelt godt, så det ville være interessant at møde dem.
Et muligt finalemøde med Spirit, som de slog i Katowice, er dog ikke noget, Vitality fokuserer på endnu.
Vi tænker ikke så langt. Men hvis vi møder dem, så bliver det deres chance for revanche. De har en lille fyr, der skyder meget hårdt, siger flameZ med et grin og henviser til donk.
Jeg håber bare, det bliver en fed finale. Uanset hvem der møder hvem. Det fortjener Cologne.
flameZ og co. skal først i kamp i den sidste semifinale lørdag. Inden Vitality mod MOUZ sættes i gang, gælder det først Spirit mod NAVI.