
Slået i semifinalen: Danmark må nøjes med bronzekamp
Heller ikke denne gang skulle det lykkedes Danmark at vinde det uofficielle EM eller VM i Counter-Strike.
Selvom Danmark på papiret altid har en chance ved disse turneringer, hvor nationer dyster mod nationer, så er det endnu ikke lykkedes os at vinde dem eller blot komme i finalen.
Danmarks bødler dette år blev ukrainske TNL, der tidligere har voldt de danske hold besvær, blandt andet til Level Up LUND!, som de endte med at vinde foran danske hold som Sashi, Tricked, Preasy og Astralis Talent.
De danske spillere fik ikke et ben til jorden i semifinalen, hvor profilen cairne blev flot flankeret på scoreboardet af onic og Dawy fra TNL.
Nu skal Danmark spille bronzekamp søndag klokken 18:00 dansk tid mod enten Litauen eller Tyskland.
Vinderen af den kamp kan tage hjem fra Kosovo med 37.600 kroner i lommen, mens taberen må gå tomhændet hjem.